Hvad gør statsministeren nu?
Det er ifølge DR's politiske analytiker Jens Ringberg det store spørgsmål, efter Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, tirsdag sagde, at tilliden til miljøminister Eva Kjer Hansen (V) er væk. Og gentog det efter et krisemøde med Lars Løkke Rasmussen (V).
Statsministeren har ifølge Jens Ringberg tre muligheder.
- Han kan bede Eva Kjer trække sig, som ministre normalt gør, når der udtrykkes mistillid, siger Jens Ringberg.
En mulighed er også, at Søren Pape og Lars Løkke Rasmussen under tirsdagens krisemøde med de blå partiledere på Christiansborg har talt sig til rette.
- Det kan være, at Søren Pape og Lars Løkke Rasmussen har lavet et kompromis, hvor sidstnævnte er gået med til at rykke Eva Kjer til et andet ministerium eller bryde landbrugspakken op igen, så ingen af dem taber ansigt. Men det kræver jo, at man taler ordentligt sammen, og det er ikke sikkert, at de kan det med det dårlige klima, der er mellem De Konservative og Venstre, siger Jens Ringberg.
Og så er der et tredje og lidt mere dramatisk scenarie, som et tweet fra Lars Løkke Rasmussen taler for.
https://twitter.com/larsloekke/status/702207541867110400
For med sin indkaldelse af partilederne i blå blok optrappede statsministeren ifølge Jens Ringberg konflikten.
- Der gør han det til en sag om hele regeringen, siger DR's politiske analytiker.
Nu er spørgsmålet, om statsministeren holder fast i den linje.
- Lars Løkke Rasmussen kan vælge at spille råt spil og konstatere, at De Konservative ikke har tillid til Eva Kjer. Og så kan han spørge, hvad de vil gøre ved det, siger Jens Ringberg.
Kabinetspørgsmål?
Sådan en udmelding vil formentlig betyde, at der skal stemmes om Eva Kjers fremtid i folketingssalen. Hvis den trussel ikke får Eva Kjer til at trække sig, og hvis Lars Løkke Rasmussen stadig "spiller råt", så kan det ende med, at der skal udskrives valg.
For så har regeringen valgt at gøre Eva Kjer-sagen til et såkaldt kabinetspørgsmål. Det vil sige, "at regeringen tilkendegiver, at en mistillidserklæring til ministeren vil blive opfattet som et udtryk for mistillid til regeringen i sin helhed, og der udskrives derfor valg", som det hedder på Folketingets hjemmeside.
- Det er derfor, situationen er ganske usikker, og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, siger Jens Ringberg.
Jens Ringberg er ikke meget for at vurdere, hvilket scenarie, der er det mest sandsynlige. Men han tvivler på, at Søren Pape og Lars Løkke Rasmussen lavede en aftale under tirsdagens krisemøde.
- Så kunne de jo have fortalt os det i går.
Og så på den anden side.
- Men vi ved jo ikke, om de har talt sammen i løbet af natten.
https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1562451450736001