Så er skibet i søen. Venstre er sejlet ud i et ufatteligt grumset farvand, hvor det kan være svært at se, hvornår vandet er for lavt eller hvilke miner og fatale isbjerge, der venter.
Men dem, der mener, at det er en ren Titanic-sejlads, Løkke har kastet sig ud i, bør nok ikke holde vejret indtil det iskolde vand har lukket sig om den smalleste regering siden Hartlings rene Venstre-regering i 1973.
For hvis der er nogen i dansk politik anno 2015, der kan manøvrere sig igennem det parlamentarisk besværlige Folketing, som er blevet givet af vælgerne, så er det nok Lars Løkke Rasmussen med finansminister Claus Hjort Frederiksen som lods.
FÅKVO-flertallet
Tag bare den første aftale, som regeringen lavede, mens champagne-sjatterne stadig stod og blev lumre i flaskerne i Finansministeriet efter de traditionelle ministeroverdragelser.
Ind bag glasdøren kom SF og - af alle – Alternativet, og ud kom et højst overraskende flertal for genindførelse og fremtidssikring af det såkaldte håndværkerfradrag. Eller BoligJobordningen, som den hedder på Slotsholmen.
Håndværkerfradraget var noget nært det eneste, Lars Løkke Rasmussen gav som et klart valgløfte i valgkampen, og han havde tilmed lovet, at danskerne bare skulle gemme deres kvitteringer for udført arbejde. Så ville han som ny statsminister love, at de kunne trække arbejdslønnen fra på samme vilkår, som de kunne i 2014.
Det løfte bliver nu indfriet. At ordningen så får en politisk rød tone og en ny grøn profil fra 2016, er bare det muliges kunst. Det var, hvad det krævede at tømre et flertal sammen, efter at Liberal Alliance pustede sig op i regeringsforhandlingerne og tog håndværkerfradraget som et af fem politiske gidsler, hvis de ikke fik lovning om topskattelettelser.
Nødvendig tillid
Det giver hverken Claus Hjort eller Lars Løkke så meget som en enkelt nats urolig søvn at gøre ordningen rød-grøn. Således blev det mageløse FÅKVO-flertal en realitet udenom det parlamentariske grundlag på regeringens dag et. Og flere af regeringens folk lignede en kat, der lige har slugt en mus i timerne efter.
For den aftale fortæller noget om, hvad det er, Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen kan og vil. Løkke har for flere uger – måske endda måneder – siden taget hul på snakken med SFs Pia Olsen Dyhr om den sag. De har fået opbygget den helt nødvendige personlige tillid, for at projektet kunne sættes på skinner. Læg mærke til, at Pia Olsen Dyhr i valgkampen netop talte om, at hun da godt kunne se et håndværkerfradrag for sig – det skulle bare være grønt.
At finansieringen i 2016 og 2017 så kommer til at ligge i en finanslov, som man må formode, Liberal Alliance skal lægge stemmer til, og som SF og Alternativet vil behandle som en byldebefængt heks, gør bare hele miseren endnu mere interessant og kompliceret. Normalt siger man jo i dansk politik, at man selv skal være med til at finde pengene til de initiativer, man gennemfører. Men SF og Alternativet har tilsyneladende tillid til, at Claus Hjort Frederiksen kan levere, og han ser så til gengæld stort på, at de ikke stemmer for finansieringen. Eller kan gnække over, at finansieringen i princippet kan komme fra beskæring af u-landsbistanden
Fra Thyregod til Tuborg Havn
Det er i sandhed nye tider. Og smidighed bliver kodeordet for Løkkes regering. Han er omgivet af et parlamentarisk flertal, der stiller krav fra Thyregod til Tuborg Havn. Fra virkeligheder der har svært ved at mødes. Det er derfor, Løkke reelt ikke har lovet noget som helst. Han har derimod udstukket ”retninger” og ”pejlemærker” og brugt masser af tid på at forberede vælgerne.
Den såkaldte transparente proces omkring regeringsforhandlingerne var på mange stræk lige så lukket som Thorning, Vestager og Søvndals mørklagte møder i det berømte sorte tårn efter valget 11. Forskellen var, at partiformændene her på skift kom ud og tog sig til hovedet over, hvor svært det hele var.
Det var naturligvis svært og endte i et kæmpe skænderi, som vælgerne gennem pressen fik et lille indblik i. Men det var også vigtigt at få det til at se så svært ud som overhovedet muligt. Det var forventningsafstemning med vælgerne. Ingen skulle efterfølgende kunne sige, at de ikke var advaret om, at man ikke kan føre rendyrket borgerlig politik i sådan et folketing.
Hvem skal lette topskatten?
Og nu rammer hverdagen så regeringen som en mur efter en meget tiltrængt sommerferie. Hvordan laver man for eksempel topskattelettelser, når der kun er 19 mandater i Folketinget bag de partier, der mener, at topskatten er et af landets vigtigste problemer?
Lars Løkke Rasmussen skrev dem hårdt presset ind i sit regeringsgrundlag – selvom hans løfte i valget var lettelser i skatten i bunden – og dermed er der sølle 53 mandater, der er med på ideen. Dansk Folkeparti vil slå sig i tøjret – da ikke mindst hvis det lykkes Liberal Alliance at fornærme partiet godt og grundigt ved at så tvivl om Pia Kjærsgaards kandidatur til formandsposten i Folketinget. Det svarer til at banke på et mågestel med en hammer, og den slags glemmer man ikke let i Dansk Folkeparti.
Her er man i øvrigt ikke specielt imponeret over Anders Samuelsen og Liberal Alliances ageren og politiske tæft. Og hvis der er noget, Claus Hjort Frederiksen husker fra sin tid som bomstærk beskæftigelses- og finansminister i VKO-perioden, så er det, at det er helt afgørende for samarbejdet med Dansk Folkeparti, at man udviser respekt og tillid. Med det kan meget lade sig gøre. Uden meget lidt.
Hvem vil vælte regeringen?
Nå ja. Og så er der lige det, at Dansk Folkeparti har fået et fantastisk valg og en deraf følgende større selvforståelse. At mere end hver femte dansker stemte på partiet, var ikke nok til, at Kristian Thulesen Dahl mente, at han nu måtte tage regeringsansvar. Han taler derimod en del om muligheden for at spille en fri rolle.
Han kan blive udfordret, hvis S og SF begynder at stille tillokkende velfærdsforslag, som han ville elske at levere på, men som i sidste ende kan blive et kabinetsspørgsmål for Lars Løkke Rasmussen. På den måde havde det været en fordel for ham at være bastet og bundet i en regering. Men grundanalysen på Christiansborg er, at Dansk Folkeparti ikke kan holde til at bringe en Venstre-regering til fald.
Det store åbne spørgsmål er, om Liberal Alliance har tænkt sig at spille efter de normale regler. Har de det, kan de heller ikke tåle at vælte Løkke.
Men ingen ved i virkeligheden, hvor langt Samuelsen tør gå. I luften hænger en trussel om, at partiet er klar til en kamikaze-aktion for at få topskattelettelser. At det er enten eller. Hvis det så koster en borgerlig regering livet og sender Liberal Alliance ned i nærheden af spærregrænsen, kan det være lige meget.
Samuelsen vil skyde skylden på Dansk Folkeparti, som omvendt vil slå hårdt igen mod alliancen for at være en umoden og ansvarsløs flok, der minder om det fremskridtsparti, som Dansk Folkeparti brød ud af for at komme væk fra protestlinje, landsbytosserier og mangel på politisk realisme.
Om truslen fra Liberal Alliance er alvorlig, får vi at se til efteråret, når forhandlingerne om en skattereform tager fart.
Hokus pokus, katten gav æg
Alt dette og meget, meget mere tilsiger, at Venstre-regeringen er en plimsoller, der kommer til at gå ned med mand og mus og hele den borgerlige musik. Men det er langt fra givet, at det går sådan.
Løkke har gjort sit forarbejde. Han virker nærmest lidt veltilpas ved udsigten til, at han nu skal agere selv og lave politik fra sag til sag. Han kender det fra sin tid som byråds- og amtsrådspolitiker, og han vil givetvis forsøge at spille det brogede folketing på samme måde som et byråd, hvor man laver aftaler på kryds og tværs.
Meget kan man sige om Løkke og Hjort – det er gjort mange steder – men de kan ikke beskyldes for at være dogmatiske. De vil handle og spille, trylle og lave tricks så længe de kan. De vil lokke og true, spille magtspillet til det yderste og udnytte deres uovertrufne parlamentariske erfaring.
Og hokus pokus, katten gav æg. Et FÅKVO-flertal her. En VOKLA-finanslov der. Og sikkert en VOFAB-aftale i ny og næ.
Bliver Anders Samuelsen for uterlig, Kristian Thulesen Dahl for selvbevidst og Mette Frederiksen lidt for dygtig, så kan det hele måske blive for speget. Og så kan det blive fristende for Lars Løkke Rasmussen at udskrive et valg for i det mindste at hente noget af det tabte hjem til Venstre og måske endda få lov at sejle videre med et bedre mandat.
Men det er alt for tidligt at snakke om. Skibet er først lige sejlet ud. Ingen kender farvandet, og hvad det bringer. Vi ved kun, at sigtbarheden er lav.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/996152003768657