Mine damer og herrer: Velkommen til sidste halvleg!
Der er gået længere tid, siden I satte jeres kryds, end der er til, I skal sætte et nyt. Vi befinder os nu i sidste halvdel af valgperioden.
Og det begynder at være ved den tid, hvor regeringen skal vise, at den kan… ja… regere.
Det seneste års tid har været tæt på rædselsfuldt for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Først med V-regeringen, der gik på grund. Og senere med den nye trekløverregering, der nok var optimistisk i tonen og ambitiøs i politikken, men som måtte se sig drivende rundt som en liberal tømmerflåde i et hajfyldt farvand.
Omgivet af reformafvisende fjender, der tilmed havde den frækhed at rotte sig sammen, selvom Dansk Folkeparti samtidig var garant for, at regeringen ikke gik til bunds.
Det gjorde til gengæld store dele af det politiske projekt og i kampens hede det (nogenlunde) gode forhold mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Langt træk
Nu prøver Løkke at redde stumperne og begynde på en frisk. Det er et langt, sejt træk, som begyndte allerede i foråret. Blandt andet med indgåelse af en pensionsreform, der bandt Dansk Folkeparti og regeringen til hinanden, når overskuddet skal fordeles i efteråret.
Samtidig er der blevet arbejdet på de indre linjer i regeringen. Vi ved nu, at det allerede før sommerferien blev aftalt, at regeringen ikke kommer til at spille ud med hverken lettelser i topskatten eller en forhøjelse af grænsen for, hvornår topskatten sætter ind, så færre skal betale den.
Det var et kæmpe nederlag til Liberal Alliance og ikke mindst partiets formand og udenrigsminister, Anders Samuelsen. Hans strategiske spil har nok bragt ham i regering. Men det har også resulteret i kaos og en nederlagsfortælling om partiet og regeringen, som vil klæbe til ham og hans historie.
Vi er nu tilbage i den situation, hvor politikere nok siger, hvad de vil, men de beslutter, hvad de kan blive enige om. Og regeringen er nødt til at blive enige med Dansk Folkeparti.
To kompromisser
Derfor arbejdes der også på at genopbygge tilliden. Dansk Folkeparti vil helst tages med helt ind i maskinrummet. Det prøver regeringen så vidt muligt.
Men faktum omkring trepartiregeringen – og omkring alle flerpartiregeringer – er, at det første kompromis skal laves inde i regeringen.
Først derefter kan man begynde at arbejde på at finde et nyt kompromis om kompromiset med Dansk Folkeparti.
Derfor sidder ministrene ofte i en loyalitetskonflikt mellem, hvad de kan tillade sig at fortælle Thulesen Dahl og Co for at holde dem tæt på, og hvad de forventes at aftale internt og orientere de tre regeringspartier og deres folketingsgrupper om først.
To veje
Lytter man til Dansk Folkepartis reaktioner på det opspil til efterårets forhandlinger, der er i gang lige nu, kan man iagttage to ting.
For det første er der forhandlingsvilje. Dansk Folkeparti holder døren åben til regeringen. Og klemmer den lidt i over for Socialdemokratiet, som partiet ellers arbejder tæt sammen med.
Men Thulesen Dahl takkede for eksempel pænt nej til S-formand Mette Frederiksens invitation til at indgå en art velfærdsalliance, der skulle sikre 25 milliarder kroner til velfærd frem mod 2025.
En aftale, der skulle indgås før forhandlingerne om regeringens skattereform går i gang i løbet af de kommende uger.
For det andet kan man konstatere, at Dansk Folkeparti ikke er sat i verden for at være tilfredse med noget. Tværtimod.
Det ene forslag efter det andet fra regeringen bliver toppet med et endnu højere krav fra Dansk Folkeparti.
Efterspørgsel stopper aldrig
Når justitsministeren for eksempel vil forbyde en bande på Nørrebro, kræver Dansk Folkeparti – givetvis imod Grundloven – at han forbyder alle bander med det samme og ikke bare en enkelt efter at have bedt om et juridisk råd hos Rigsadvokaten.
Og efterspørgslen efter mere information og åbenhed fra regeringen stopper aldrig. Det er der ikke noget nyt i.
Da Pia Kjærsgaard var formand og Anders Fogh Rasmussen (V) regerede med støtte af hendes mandater i et historisk tæt samarbejde, krævede hun rituelt, at regeringen skulle tage DF mere med på råd.
Ligesom hun nærmest hver sommer krævede, at Fogh nu kom hjem fra udlandet og gav sig til at passe sit job.
Måske godt nok
Tilbage står det store spørgsmål:
Hvor godt eller dårligt er forholdet mellem Dansk Folkeparti og regeringen i virkeligheden? Noget tyder på, at det trods alt er noget bedre end tidligere. At det er ok - uden at være hjerteligt.
Og det er måske godt nok for Løkke.
Det afgørende for ham bliver at få lavet nogle politiske resultater i efteråret, som splitter Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Skattelettelser til HK-familier og ikke målrettet de rigeste. Skattelettelser, som skal begynde at kunne mærkes allerede fra årsskiftet, og som Mette Frederiksen så må ta
ge afstand fra, hvis hun vil.
Regeringens håb og overbevisning er, at selv socialdemokratiske vælgere vil være glade for at få mere til sig selv, når skatten er betalt. At de ikke æder Socialdemokraternes genbrug af parolen fra Helle Thorning-Schmidt - hvis navn socialdemokrater i øvrigt helst ikke nævner - om, at man må vælge mellem velfærd og skattelettelser, men at de gerne takker ja til begge dele.
Og i en tid, hvor meningsmålingerne trodser den politiske tyngdelov og efterlader regeringen med en reel chance for at overleve næste valg på trods af et politisk rædselsår, så er det ikke det værste udgangspunkt for Løkke, hvis han har regnet rigtigt.
Men det kræver, at DF vil med ind i varmen.