ANALYSE: Udlændingepolitik fyldte Løkkes tale - men der var ingen nye lunser til DF

Statsministeren samler skyts til et markant indgreb over for ghettoerne - men risikerer stadig at snuble i skatten, før han kommer i gang.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen brugte en del af nytårstalen på udlændingepolitikken. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Lars Løkke Rasmussen kan være på vej ud i et opgør med kommunerne og de almennyttige boligselskaber. Hvis han da ellers når så langt. For inden da risikerer han at løbe helt sur i de dramatiske skatteforhandlinger i Blå Blok.

Det første står klart efter nytårstalen. Det sidste ser ikke lettere ud, efter at statsministeren holdt sin nytårstale på årets første dag.

Return of.. skattedramaet

Det store billede først:

Vi har taget fat på en januar måned, der kan blive højdramatisk - på niveau med december 2017. Der er i udgangspunktet ikke flertal i Folketinget for skattelettelser, og derfor er og bliver nøglen til Blå Fred, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til skattelettelserne.

Udlændingepolitikken fyldte da også store dele af Lars Løkke Rasmussens nytårstale - men det var ikke en tale, der vil gøre DF mere medgørlige i de kommende skatteforhandlinger.

DF nærmest ligeglad

Den tid er for længst omme, hvor man kan kalde det særligt "DF-venligt" at bruge store dele af vigtige politiske taler i Danmark på at tale udlændingepolitik. Også selv om man truer med hårde virkemidler i forhold til skolevalg, bosætning og nedrivning af boliger, som Løkke gjorde her til aften.

Dét gør ikke indtryk i DF-toppen. Her er man for længst rykket videre til andre forslag. Groft sagt vil Løkke rykke rundt på grupper af udlændinge - DF vil smide dem ud af landet.

Paradigmeskiftet

Dertil kan lægges at statsministeren i sin nytårstale på ingen måde gav plads og vægt til tanken om DFs paradigmeskift i udlændingepolitikken. Tværtimod. Statsministeren insisterer i udtalelse efter udtalelse for tiden på, at en lang række udlændinge ikke bare kan bidrage til at styrke og udvikle det danske samfund - han pointerer at de skal. Og han præciserer, at de syriske flygtninge skal arbejde og lære nyt, mens de er her.

Endelig er det værd at minde om, at statsministeren op til jul klart langede ud efter DFs brug af udlændingepolitikken i det politiske arbejde. Han erklærede, at han ikke forstår - læs bryder sig om - den klassiske DF-sammenblanding af udlændingepolitik og alle mulige andre område, helt aktuelt skattepolitikken.

Med andre ord: Masser af udlændingepolitik i nytårstalen. Men ikke opblødning i den DF-dominerede Blå Blok i dansk politik.

Opgør i vente

Opgøret med parallelsamfundene var det mest profilerede i Lars Løkke Rasmussens nytårstale - og kan have fremkaldt genkendelsens glæde hos mange, der følger dansk politik.

I hvert tilfælde, hvis de husker hans åbningstale og talen på Venstres landsmøder, begge i efteråret. Dog med den vigtige tilføjelse at Løkke nu vil "helt" af méd ghettoerne - dog uden at sige, hvornår det skal være fuldendt. Sikkert klogt.

Men allerede i forbindelse med Folketingets åbning erklærede Lars Løkke Rasmussen, at han ikke har nogen som helst fine fornemmelser i forhold til det kommunale selvstyre og spørgsmålet om boligpolitik, når der skal gøres op med "hullerne i Danmarkskortet".

Det kommunale selvstyre må vige

Dét bekræftede han i nytårstalen, som afslørede, at statsministeren er langt fremme i sine overvejelser. Han ønsker at gå hårdt og målrettet til værks, så staten direkte griber ind på enkelte skoler og i enkelte kommuner.

Det kunne for eksempel være ved at sætte ledelsen på bestemt skoler fra bestillingen og erstatte dem med nye ledelser, direkte udpeget fra Staten.

Tilsvarende på boligområdet. Her vil Lars Løkke Rasmussen styre bosætningen og beboersammensætningen håndfast og mere brutalt, end det kendes i dag. Ideen om at nedrive boligblokke er ikke ny, men kun relativt sjældent brugt. Det skal den nu. Og muligheden for at "tage klar styring af, hvem der flytter ind", eksisterer i nogen grad også i dag - men skal nu skærpes og bruges langt mere konsekvent.

Debat i vente

Det hele vil blive konkretiseret, når et ministerudvalg snart spiller ud med et katalog med konkrete forslag. Men debatten derefter er nem at forudse.

For mange kommuner og for dele af den almene boligsektor er det provokerende skyts, regeringen er ved at samle sammen for at bekæmpe parallelsamfund.

Der bliver masser af debat, hvis Lars Løkke Rasmussen når frem til at sætte sine forslag i spil. Det er ikke helt let bare at begynde at rive boliger ned og placere beboerne andetsteds. Og det bliver heller ikke helt let at overtage de "i virkeligheden få" skoler, der svigter fatalt.

Men den tid den sorg, for statsministeren. Først skal han igennem en januar måned med store politiske.... skal vi kalde det udfordringer?