Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får ros for sine ord om bekæmpelse af parallelsamfund og ghettoer i nytårsaftalen af både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, men begge partier efterlyser konkret handling.
DF-gruppeformand Peter Skaarup mener, at der er brug for at få indført den fasthed i ghettoerne, som der er blevet talt om i så mange år.
- Der er brug for meget mere fasthed. Udvisning af kriminelle udlændinge. Det er nogle bestemte familier, der oftest står bag balladen. Og der må hårdhed til, så folk forstår, at hvis de vil være i Danmark, så skal de følge vores lovgivning og normer, siger Peter Skaarup:
- Der skal sættes handling bag, og der mangler noget fra statsministeren. Der er ingen nyheder i forhold til, hvad man vil gøre ved det. Problemer ridses op, men hvad man vil gøre ved det, er det afgørende spørgsmål, siger DF-gruppeformanden.
I sin nytårstale lancerede statsministeren blandt andet et nyt mål om at afvikle ghettoer helt, men de konkrete tiltag ser først dagens lys, når et udspil om parallelsamfund præsenteres i "starten af det nye år".
Her genoptages desuden forhandlingerne om en skattereform og udlændingestramninger, der før jul kastede regeringen ud i en omfattende krise. Dansk Folkeparti har i netop de forhandlinger gjort det til et krav at hjemsende flere flygtninge for at kunne lægge stemmer til skattelettelser.
S klar til at indgå aftale
I nytårstalen lød det da også fra Løkke, at krigsflygtninge skal hjem igen, så snart forholdene tillader det. Men hvordan står fortsat uklart, og ifølge Peter Skaarup er flere af Dansk Folkepartis forslag blevet hældt ned ad brættet af regeringen.
- Er der fred i ens hjemland, og lever man som flygtning, så skal man også hjem. Og der mangler nogle redskaber. Vi genoptager forhandlingerne i det nye år. Vi har haft forslag, men det har regeringen afvist, siger Peter Skaarup.
Hos Socialdemokratiet erklærer politisk ordfører Nicolai Wammen sig også enig i store dele af statsministerens nytårstale, men afventer lige som Dansk Folkeparti handling, når det drejer sig om parallelsamfund.
- Det var mange flotte ord, men der skal handling til. Vi har længe efterlyst, at regeringen tog nogle konkrete skridt for at sætte ind mod parallelsamfundene, men man har mere travlt med at tage sig af egne problemer end landets.
- Men vi håber meget, at vi kan gøre noget for at få folk i arbejde, sætte ind over for de kriminelle og give børnene en chance. Jeg har selv stået i spidsen som borgmester i Aarhus for at lave nedrivninger i Gellerup Parken, så jeg er glad for, at statsministeren også kan se, at det er et værktøj, man kan bruge, siger Nicolai Wammen.
Han kan sagtens se, at Socialdemokratiet går med i en aftale med regeringen om parallelsamfund.