DF: Det handler om at få lokket Samuelsen i regering

Hvis det ender med en V-LA-K-regering vil det være til gavn for Dansk Folkeparti, siger Kristian Thulesen Dahl.

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl fastholder, at partiet afviser topskattelettelser.

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan få Liberal Alliance med i en ny borgerlig regering, kan det muligvis løse de problemer, blå blok står overfor som følge af den seneste tids debat om topskatten.

Det siger Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, efter at Løkke tidligere i dag åbnede op for en ny blå regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

- Det er ikke os, der har sat et ultimatum til Lars Løkke Rasmussen. Det er Liberal Alliance. Så hvis han skal løse den gordiske knude, handler det om at få Liberal Alliance til at droppe det ultimative krav om topskattelettelser hele vejen op inden jul, som Anders Samuelsen har sagt så mange gange, siger DF-formanden.

- Så handler det om at få afmonteret det ved at få lokket Anders Samuelsen ind i en regering.

Samtidig afviser Thulesen Dahl, at det ser mærkeligt ud, at det største støtteparti i blå blok ikke går med i en regering.

- De fleste ved godt, at der er et stykke vej fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti. At tro på, at vi begge partier kan træde ind i en regering og få det til at fungere, det er nok besværligt, siger han.

DF afviser lettelser i topskatten

I stedet kan det stille Dansk Folkeparti i en bedre position, hvis de øvrige blå støttepartier, Liberal Alliance og De Konservative, går med i en ny Venstre-regering, lyder det.

- Det stiller Dansk Folkeparti i en ret gunstig position, for så vil vi have en situation ligesom i nullerne; at en regering kun skal søge opbakning hos Dansk Folkeparti, siger han.

Uanset hvordan en ny regering kommer til at se ud, afviser Dansk Folkeparti fortsat topskattelettelser.

- Hvis de skriver noget om topskattelettelser (i et regeringsgrundlag, red.), møder de et Dansk Folkeparti, der har nøjagtig den samme holdning til topskattelettelser, som vi har på nuværende tidspunkt, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Vi kan ikke se, at der er grund til at give topskattelettelser. De steder, hvor der er behov for at gøre noget ekstra i samfundet, er nogle helt andre end dem, der betaler topskat.