Og SR Hvad med SR? Ja, hvad med SR, er vi kvit?
Vi spinner og spinner Men finder og vinder kun lidt Vi står sammen, men i split
(fra festsang, sunget på det radikale landsmøde i Nyborg - melodi: Dansevise)
Det er kun 16 måneder siden, at Socialdemokratiet og De Radikale afsluttede deres fireårige regeringssamarbejde - det seneste i en lang række. Men det kan godt virke, som om der er gået længere tid. I hvert tilfælde er den politiske afstand til at få øje på.
De delegerede på det radikale landsmøde i Nyborg blev ikke kun mindet om det problematiske forhold mellem de to tidligere regeringspartier under festmiddagen lørdag aften, da de sang nyfortolkningen af det gamle Grand Prix-hit. Socialdemokraterne dominerede også Morten Østergaards tale til landsmødet dagen derpå, den såkaldte replik - dog uden at han nævnte Mette Frederiksen med et ord.
Frederiksens valg
Østergaard forklarede sine partifæller, at "man" - læs: Mette Frederiksen - står over for et valg. Hun kan vælge mellem stilstand og fornyelse. Mellem en humanistisk udlændingepolitik og det modsatte.
Altså vælge mellem DF og radikale, hvis nogen ellers er i tvivl.
Valget udkrystalliseres, når Mette Frederiksen skal føre politik, om ikke andet så efter et kommende valg. Vælger hun det tætte samarbejde med de radikale, eller vælger hun at afsøge mulighederne for et parløb eller i det mindste tæt arbejdsfællesskab med Dansk Folkeparti?
Interesse for S-DF
Man kan godt tillade sig at konkludere, at den sidste mulighed fylder mest i øjeblikket.
Det er den, der diskuteres. Den er sat på dagsordenen af DF - et stort parti med sikker evne til at sætte dagsorden i medierne. En dagsorden, som socialdemokraterne har reageret på med alt andet end afvisning.
Det er heller ikke svært at finde en socialdemokrat på Christiansborg, som kan udpege fordelene ved at satse på Dansk Folkeparti. Partiet er simpelthen større, mindre besværligt og reelt mere enig med socialdemokraterne, påpeges det.
S drømmer ikke om SR
Andre har mere øje for udfordringerne i en S-DF alliance. Men man hører ingen socialdemokrater tale varmt for en genoptagelse af et tæt SR-samarbejde som noget naturligt og attraktivt.
Over for dette står de radikale. Som vil pege på Frederiksen. Som samtidig peger på, at hun står over for et vigtigt valg. Men som samtidig har et behov for at markere, at støtten følges af politiske krav. Ikke bare ny statsminister, men også ny politik, som Østergaard sagde lørdag.
R vil markere sig
Derfor må socialdemokraterne forvente, at de radikale fra nu af markerer masser af uenighed med den tidligere regeringspartner den kommende tid. Frem for alt på udlændingeområdet, men ikke kun dér.
De må også forvente, at Lars Løkke Rasmussen og andre spiller på de radikale holdninger, når de skal overbevise vælgerne om, at det er risikabelt at stemme på Mette Frederiksen. Igen - frem for alt på udlændingeområdet.
Yderligere ligger det i den radikale tradition at deltage i de forlig, partiet synes giver mening - uden hensyn til tidligere og måske kommende regeringspartnere. Det gjorde de under den første Løkke-regering, nogle af forligene gik i arv til Thorning-Schmidt - og det vil de gøre under den nuværende Løkke-regering, hvis lejligheden byder sig.
Sort Tårn
Dét mønster har begge parter prøvet før, både Socialdemokratiet og de radikale. For eksempel op til valget i 2011 - en periode, hvor S havde mest fokus på SF, og hvor de radikale lavede hårde reformer sammen med blå blok.
Alligevel endte man i et Sort Tårn og dernæst en S-ledet regering med de radikale som stærk partner. Men situationen kan meget vel blive helt anderledes efter næste valg, hvis det ender med et statsministerskifte. Noget er i bevægelse.
Lige nu peger pilen mere i retning af et Folketing, hvor de radikale kan komme til at kæmpe for at få indflydelse, også selvom Løkke afløses af Frederiksen. Naturligvis afhængigt af, hvor stærke de radikale bliver, og hvordan tinget bliver sat sammen.