En gang var dansk politik uforudsigeligt. Fyldt med utidige valg og uregerlige folketing med masser af nye partier og parlamentariske krumspring for at få regeringer dannet og landet ledet.
Så kom der en slags 10-års cyklus med mere ro i 80'erne, 90'erne og 00'erne. Og nu er det som om, vi starter forfra.
Tag nu Kristian Thulesen Dahls afvisning af, at der overhovedet findes en blå og en rød blok. I sig selv ikke et nyt standpunkt fra den kant. Men timingen er interessant, når man lægger til, at han også inden de afgørende forhandlinger om Lars Løkke Rasmussens store helhedsplan får sagt, at han slet ikke tror, de borgerlige kan lave en aftale.
Det er et skidt udgangspunkt for en forhandling. Og med Liberal Alliances ultimative krav og trusler om en mistillidserklæring rettet mod Venstre-regeringen, skal man holde øje med udslagene på den politiske seismograf.
Enige om meget
Det har ganske vist en form for jordbunden logik over sig, når Thulesen Dahl snakker om at samle de tre store partier S, O og V om de ting, de kan blive enige om. Det er trods alt en del.
Alle tre partier forsøger at tegne sig som brede folkepartier ved at arbejde for at bevare velfærden, styre indvandringen, balancere økonomien og sikre et fornuftigt erhvervsklima. For bare at tage noget.
Det er værd at bemærke, at Socialdemokraterne har flyttet sig markant til højre på udlændingespørgsmålet under Mette Frederiksens ledelse. Senest sagde partiet ja tak til regeringens markante udmelding om at ville stoppe for al modtagelse af de svageste flygtninge - de såkaldte kvoteflygtninge, som FN fordeler. Herunder også dem med handicap. Ikke meget lyserød pladderhumanisme at spore i den melding.
Partiet er heller ikke længere tilhænger af hverken store velfærdsreformer eller skattelettelser som under Helle Thorning-Schmidts regering, og endelig har Frederiksen anlagt en mindre EU-begejstret linje. Helt som Dansk Folkeparti og Venstre.
Drømmen om samarbejde trives da også i alle tre partier i forskellige grader og afskygninger. Men især Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne taler begejstret om de løfterige muligheder i korridorerne på Christiansborg.
Svære strategiske hensyn
Det lyder så let at få SOV-flertallet vækket. Det er det bare ikke nødvendigvis. Selvfølgelig kan de tre partier lave masser af enkeltstående aftaler. Det gør de allerede.
Men når det kommer til de store strategiske hensyn, bliver det besværligt. Går Thulesen, Frederiksen og Løkke ind i et samarbejde, vil de givetvis hver især have ærmerne fyldt med lange knive, som de bare venter på at kunne hakke i ryggen på de andre, så snart de kigger bort.
Tænk bare på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der i den grad kæmper om samme position og vælgerbase og har som mål at vokse på hinandens bekostning. Eller tænk på at Venstre lider i meningsmålingerne og forsøger at kapre de samme vælgere og genrejse partiet i f.eks. det gule Sønderjylland, hvor Dansk Folkeparti sugede Løkkes kernevælgere til sig ved valget.
Magten ligger i Statsministeriet
Og så er der hele spørgsmålet om statsministerposten. I dagens aviser siger Kristian Thulesen Dahl ganske vist, at Frederiksen og Løkke må finde ud af, hvem der skal have "den fine post". Selv er han mere interesseret i at være kongemager end konge, må man forstå.
Han får det til at lyde som om, statsministeriet er en ligegyldig paradepost. Det er den ikke. Den er som Tolkiens ring - ubegribelig magtfuld, dyrbar og dragende. Den er det politiske liv om at gøre for Frederiksen og Løkke.
For S- og V-formænd er der kun et, der gælder, når baglandet skal stilles tilfreds: Formanden skal kunne levere magten i Prins Jørgens Gård til partiet. De får sædvanligvis et par forsøg. Glipper det, må den næste til.
Thulesen vil aldrig indrømme det, men han har uden tvivl også hørt Statsministeriet kalde hult på ham i hans drømme, når han har rørt magten på Slotsholmen. Og han vil sikkert være klar hvis og hvis, og når tiden er rigtig.
V risikerer at hjælpe S
Alt dette vil blot være bagtæppet, hvis S, O og V begynder at forhandle om 2025 planen. For der er mere nærværende problemer, hvis de går ind i et forhandlingsrum med hinanden.
Løkke vil utvivlsomt være pinligt bevidst om, at han risikerer at hjælpe Mette Frederiksen mere, end han har lyst til, hvis de i fællesskab fikser problemerne med den såkaldte PSO-afgift til 70 milliarder, som EU har kendt ulovlig i sin nuværende form. Eller hvis de løser problemerne med boligbeskatning og ejendomsvurderingerne. Og hvis S i øvrigt pludselig bliver anset for at være fuldt duelige og tilregnelige i den evige kamp om at stramme udlændingepolitikken.
Her har arbejdsfordelingen hidtil været sådan, at Dansk Folkeparti mødte op med et uendeligt katalog af ideer til stramninger, og kun Venstre kunne - flankeret af de andre borgerlige - levere mandaterne til løsninger, som netop holdt Danmark på den rigtige side af de internationale regler og aftaler og samtidig holdt Dansk Folkeparti glade. I hvert fald indtil næste forhandling.
Netop udlændingepolitik og boligejernes økonomi har været Venstres skarpeste våben mod Socialdemokraterne i kampen om statsministeriet og har kostet S dyrt ved valgene. Løkke vil tænke sig godt om, inden han giver Mette Frederiksen et blåt stempel som udlændingestrammer og boligejernes beskytter.
Løkke som reformator
Og endelig er der historieskrivningen. Lars Løkke Rasmussen er ikke en type, der frivilligt slipper magten, når han først har den. Men han har også sagt, at han ikke vil være statsminister for enhver pris. Magten skal bruges til noget, må man forstå. I Løkkes eget billede, er han på en og samme tid velfærdssamfundets beskytter og reformator.
Han tror på, at rettidige (liberale) reformer af velfærden og økonomien er den eneste garanti for, at kommende generationer kan arve nogle af de goder, som danskerne nyder i dag. Han kender skruerne og tandhjulene i velfærdsmaskinen bedre end de fleste, og han mener at være den bedste til at stramme og smøre dem.
Han er reformator, hvis han selv skal sige det. Ganske vist har han læst skriften på væggen i det nuværende folketing, og han maner til besindighed: Det bliver de små skridt fra nu af. Men det åbne spørgsmål er, om han overhovedet kan flytte sig, hvis det er Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der skal bane vejen.
Tænk bare på den aktuelle 2025-plan. Mette Frederiksen afviser skattelettelser, SU-besparelser og højere pensionsalder. Det passer fint til Thulesen Dahl. Men så er der heller ikke meget helhed og fremtidsmusik over den plan set fra Løkkes side.
Man skal ikke afvise noget, når især socialdemokrater og dansk folkepartister i disse dage taler henførte om SOV-samarbejdet. Men man skal bevæbne sig med sund skepsis. Det er ikke alt, der glimter, der er guld. Ligesom det ikke er alt, der ligner valg, der ender med at blive det.