ANALYSE: Kontanthjælpsloftet giver regeringen nye problemer og spørgsmål at besvare

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard er i gang med at "rydde op" i kontanthjælpssystemet. Men en gruppe af handicappede er tilsyneladende kommet alvorligt i klemme med oprydningen.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen er i gang med at "rydde op" i kontanthjælpssystemet. Men en gruppe af handicappede er tilsyneladende kommet alvorligt i klemme med oprydningen. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Ministeren var berørt. Det sagde han selv, da han var i studiet i TV Avisen sent torsdag aften.

Men beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er i gang med at "rydde op" i kontanthjælpssystemet.

Og derfor er der ikke nogen vej udenom for den handicappede kvinde, som netop havde fortalt TV-Avisens seere, hvordan regeringens såkaldte moderne kontanthjælpsloft ville betyde, at hun står til at miste, hvad der svarer til hele hendes madbudget. Hun slipper ikke.

Moderne loft snart på plads

Hun var ikke den første, hvis historie er rullet over skærmen, fordi det moderne kontanthjælpsloft er ved at være igennem behandlingen i Folketinget. Og hendes bekymring var til at forstå.

Men ministeren kunne ikke hjælpe, sådan umiddelbart. Han skal have sit moderne kontanthjælpsloft på plads - og så er han i gang med at rydde op. Underforstået - en gang ude i fremtiden vil eksempler som det med kvinden, Lonnie Meisler hed hun, ikke kunne bringes i TV-Avisen.

Kontanthjælp hele livet

Foreløbig er der ikke ryddet op. Kvinden har været på kontanthjælp hele sit voksne liv og ifølge eget udsagn har hun været i 15 arbejdsprøvninger uden resultat. Sandsynligheden for, at hun nogensinde kommer i arbejde, er så lille, at selv Liberal Alliances Joachim B. Olsen måtte erkende, at det nok ikke kommer til at ske.

Og derfor er kvinden og med hende angiveligt tusinder af andre handicappede fanget i det forkerte system. Danske Handicaporganisationer mener, at det drejer sig om 14.000 personer. Et skjult problem, som kun kommer frem i lyset, fordi det moderne kontanthjælpsloft vil skære stærkt i de pågældende borgeres økonomi.

De handicappede skal videre

Problemet er, at alle er enige i, at de slet ikke skal være på kontanthjælp. Det er ikke tænkt som en varig ydelse men en hjælp, mens man prøver at komme videre til et job. Så de handicappede skal videre. I såkaldte ressourceforløb - der populært sagt handler om at finde ud af at få folk med andre komplekse problemer end arbejdsløshed gjort klar til at komme på arbejdesmarkedet. Eller på førtidspension.

I Danske Handicaporganisationer klør de sig nok lidt i nakken over det. For politikerne har jo netop strammet gevaldigt op på tilgangen til førtidspension. Og ressourceforløb er ikke noget, man sådan bare lige kan få, forlyder det fra de handicappede.

Loft giver regeringen nye problemer

Tilbage står, at regeringen med sit prestigeprojekt om det "moderne kontanthjælpsloft" har raget nye problemer til sig. Dels er der uro i de blå geledder igen. På trods af, at forliget allerede er modificeret to gange på grund af de handicappede, vil Dansk Folkeparti ikke love, at der ikke kommer nye ændringer. Selv om ministeren afviser det.

Det er al ære værd, at politikerne bag det moderne loft lægger hovedet lidt på skrå og forklarer pressen, at den politiske proces jo er sådan, at man lytter til de høringssvar, der bliver tilsendt i forbindelsen med lovbehandlingen. Og at de derfor også skal være klar til at ændre det oprindelige forlig.

Masser af kritik

Men ingen regering synes det er sjovt, hvis et forlig i uger og måneder skal files til og ændres, fordi pressen flyder over med historier om borgere, der bliver unødig hårdt ramt af nye strammere regler.

Og selvom man ikke kan lave politik uden at nogen kommer i klemme, så er de ældre og de handicappede vel de farligste grupper, man kan kaste sig over med sparekniven.

Læg dertil at Dansk Folkeparti slet ikke kan lide at komme under beskydning for at genere nogle af samfundets svage. Ja, det hader DF sådan set - lige så meget som Socialdemokratiet og venstrefløjen elsker at kritisere DF for det.

I klemme

Tilbage står at regeringen under "oprydningen i kontanthjælpssystemet" har fået afdækket for alverden, at der faktisk sidder en gruppe handicappede, som tilsyneladende er kommet alvorligt i klemme. Spørgsmålet lige nu er, om regeringen efter den sidste måneds forløb kan holde til, ikke at løse det problem.

Nogle vil nok også spørge, om ikke regeringen skulle have ryddet op i kontanthjælpssystemet først - og så indført det moderne loft bagefter. Det var dog ikke på tale, for oprydningen kan tage mange år, og det skal kunne betale sig at arbejde sådan cirka nu. Derfor kommer nogle kontanthjælpsmodtagere i klemme.