Er det kompliceret at tage et teknisk område af den danske skattelovgivning som bilbeskatningen, bryde den ned og bygge den op igen på en måde, så resultatet efterfølgende er socialt retfærdigt, afbalanceret, grønt og samfundsøkonomisk holdbart?
Behøver man svare? Spørgsmålet er jo på linje med, om Paven har en sjov hat.
Selvfølgelig er det dybt kompliceret. Og bilbeskatning egner sig overhovedet ikke til en "lynaftale", som regeringen er gået efter i de nuværende forhandlinger om bilafgifterne, når der ikke i forvejen er sonderet grundigt, lavet beregninger og spillet ud på en måde, så kompromiset nærmest er indbygget i forslaget.
Krav i medierne
Derfor er lynaftalen blevet lidt af en våd lynkineser. En måned efter regeringens udspil er der stadig ikke gang i synlige forhandlinger.
Derimod er medierne fulde af krav, beskyldninger og pegende fingre: Regeringen gør ikke noget. Forhandlingerne er aldrig kommet i gang. Intern splid i regeringen og ondt blod mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står i vejen for en aftale. Sådan lyder bare nogle af de historier, der har været bragt til torvs.
Det er ikke historier uden hold i de faktiske forhold. For det er uden tvivl, at der er en svær politisk balanceakt i forhandlingerne. Ikke mindst omkring Liberal Alliance, som i forvejen har lidt nederlag på vigtige mærkesager. Topskatten ikke mindst.
Så spørgsmålet internt i regeringen er, hvor langt Liberal Alliance kan være med til at gå i forsøget på at imødekomme Dansk Folkeparti. Hvor udvandet må regeringens udspil ende med at blive?
Klassisk DF-spin
Og på samme måde er der en sandhed i, at Dansk Folkeparti har en selvstændig interesse i at tryne Liberal Alliance for at vise, at de ikke skal komme for godt i gang. Dansk Folkeparti har det næsten værre med Liberal Alliance end med de Radikale. Og det siger ikke så lidt.
Men derudover er der også en god portion klassisk DF-spin omkring forhandlingerne.
Det er helt efter bogen, at Dansk Folkeparti skælder ud på regeringen for at være for langsom. Det gør støttepartiet rutinemæssigt. Nogle gange berettiget. Andre gange lige så meget for at markere sig.
Dansk Folkeparti mestrer om nogen at få hele verden til at dreje sig om partiet og ikke mindst at få alle andre til at se komplet uduelige ud.
Det tjener flere formål. Naturligvis er det bare simpel imagepleje: Dansk Folkeparti er det snusfornuftige parti, der har styr på det hele i forhandlingerne - de andre er mere eller mindre amatører, som må hjælpes på vej, er budskabet.
Forbereder sammenbrud
Men al den megen røg, der indhyller forhandlingerne, har også til formål at forberede den mulige situation, at det hele ryger på gulvet og ender i det rene ingenting. Skulle det ske, handler det om ikke at stå med ansvaret, og der vil det være en fordel for Dansk Folkeparti at have skældt ud på regeringen under vejs.
Men kigger man lidt på, hvad Dansk Folkeparti faktisk siger, er der meget, der tyder på, at sagen skrider frem. Tag kravet om, at regeringen skal levere en aftale inden 14 dage, som Dansk Folkeparti fremsatte onsdag. Det er en nogenlunde gratis omgang. Aftalen skal fremsættes som strakslovgivning, når Folketinget åbner den 3. oktober - om mindre end 14 dage - og loven kommer til at gælde fra fremsættelsestidspunktet, så det fastfrosne marked for biler kan komme i gang igen.
Dansk Folkeparti flytter sig
Samtidig har Dansk Folkeapartis finansordfører, Rene Christensen, i Børsen erkendt, at partiet ikke går efter en model, hvor afgiften alene afspejler bilens tekniske egenskaber indenfor miljø og sikkerhed. Det var ellers partiets oprindelige krav som modsvar til regeringens model om bare at nedsætte afgiften generelt.
Han har også erkendt, at partiet godt kan leve med, at nogle af de populære minibiler kommer til at stige lidt i pris. Og han taler om, at nogle biler endda godt samlet set må få en afgift, der er lavere end de 100 procent, regeringen har spillet ud med.
Med andre ord: Det kan godt være, at Dansk Folkeparti får det til at lyde som om, at der ikke sker noget som helst. Men et eller andet er der i gang, og partiet flytter sig stille og roligt hen til et sted, hvor der kan findes et fælles kompromis mellem regeringens udspil og støttepartiets ønsker.
Unormal situation
Det er muligt, at der ikke er tale om deciderede forhandlinger. Men der er ingen tvivl om, at der er kontakt mellem parterne, og at det fyger frem og tilbage med beregninger mellem Skatteministeriet og Finansministeriet, der sender dem videre til Dansk Folkeparti.
Men samtidig er det værd at bide mærke i, at situationen er unormal.
Sjældent begynder en forhandling med, at parterne har to helt forskellige udgangspunkter. Det gjorde denne forhandling. Og sjældent har man en branche, der i den grad vrider sig i smerte, fordi politikernes forhandlinger betyder, at ingen tør købe en bil lige nu. Der er sågar tale om, at branchen snart må fyre folk, fordi der ikke er kunder i butikkerne.
Kontroversielt udspil
Det er derfor, at nogen siger, at ændringer af bilafgifter er noget, man ikke taler om. Det er noget, man gør.
Denne gang valgte regeringen noget utraditionelt - og højst kontroversielt: At reklamere stort for, at den agtede at ændre bilafgifterne. For så at gå i gang med at gøre noget bagefter. Det tager tid. Og det koster. Og det ansvar har Dansk Folkeparti ikke tænkt sig at hjælpe regeringen med at bære.
På den anden side siger en regeringskilde tæt på forhandlingerne, at regeringen og Dansk Folkeparti kun er en halv times forhandlinger væk fra hinanden. Det er givetvis også spin.
Og på den måde blev forhandlingerne indhyllet i endnu mere røg. Et godt bud er, at den letter indenfor den næste uges tid.