Haves: Valgplakater. Mangles: Folketingsvalg.
Man kunne ikke helt vide, om det faktisk kom - folketingsvalget i begyndelsen af 2017. Man kunne i hvert tilfælde ikke helt udelukke det, for ham Samuelsen, han var godt nok lidt for viderekommende... Derfor har massevis af folketingsmedlemmer- og kandidater forberedt sig på valgkamp i løbet af efteråret.
En tur i photoshop
Der blev taget billeder, der blev photoshoppet lidt - og rygtet vil vide at nogle har fået at vide, at de ikke skal skifte frisure eller skægstil foreløbig, for så skal billederne til plakaterne tages om, og det koster penge.
Nu kom valget så ikke; der kom en ny regering i stedet.
Længe til valg
Og som det ser ud nu, her få dage efter ministerholdets tur til Amalienborg og kongeligt håndtryk, så forsvinder den borgerlige trekløverregering nok ikke lige med det samme. Valget er skubbet et godt stykke i retning af juni 2019, hvor valgperioden løber ud.
Hvordan den ny regering så kommer gennem de næste par år målt på politiske resultater - det er en anden sag. Lidt om det om lidt.
I hvert tilfælde: Valgplakaterne kan pakkes langt væk. Valgbudgetterne kan polstres. Og fokus rettes mod kommunalvalget i november.
Frygten som drivkraft
Forklaringen er enkel: Den kraft, der til sidst skubbede Venstre, Liberal Alliance og de konservative i armene på hinanden - den eksisterer stadig med fuld styrke, nu bare tilsat ministerhæder til hele 22 borgerlige toppolitikere fra tre partier.
Kraften er i virkeligheden en frygt. En frygt for at regeringsmagten glider over til Mette Frederiksen og hendes blandede flok.
Ministerlivet
Læg dertil den nærmest ungdommelige glæde over ministertjanserne, som størstedelen af de 22 udstråler. De har fået den særligt attraktive mulighed - gør noget godt for landet, mens du samtidig gør noget godt for dig selv. Det første er vigtigt - det vigtigste for langt de fleste politikere - det andet trækker ikke fra.
Man er i politik for at få indflydelse, og når eksempelvis LA's folk nu er nået frem til, at den største indflydelse opnås på ministerposter, så bliver man da siddende længst muligt.
Man kan trække det op på følgende måde: Vi har hørt en del om en statsminister, der ikke ville være statsminister for enhver pris. Nu har vi 22 ministre, der gerne vil være ministre og vedblive at være ministre....næsten for enhver pris. Fordi vejen hertil var så lang og hullet, og fordi Mette Frederiksen står på lur.
Bag de lukkede døre
Dét er den store forandring i dansk politik på 14 dage. Valget er ikke en option i lang tid. Det kommer enten, når Grundloven kræver det, eller når Løkke tror, der er en betydelig Venstre-gevinst at score.
Ministrene vil - især i begyndelsen - gå langt for at finde hinanden i politiske kompromisser bag de lukkede regeringsdøre.
Det vil ofte blive den nemme del af det politiske arbejde for dem - for i det store spil om at skaffe politisk flertal på 90 mandater for politikken, kan den nye trekløverregering rende ind i meget bøvl og ballade. Og en hel del nederlag. Først og fremmest i samarbejdet med det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti.
DF er såret
Ikke at Kristian Thulesen Dahl kommer til at vælte trekløveret, for det sker ikke. På den korte bane bløder DF stadig vælgere oven på MELD/FELD-skandalerne, og i det hele taget ligger det ikke til Thulesen Dahl at male hverken sig selv eller andre helt op i ultimative hjørner.
Til gengæld har Kristian Thulesen Dahl muligheden for at tage livet af forslag fra den nye regering - og det vil han benytte sig af ved passende lejligheder.
Truslen mod enkelte ministre
Enten kan forslagene få lov at dø en stille død i en papirkurv i Finansministeriet, eller også kan de gå ned i flammer i Folketinget, hvis DF vælger aktivt at gå sammen med partier som Socialdemokratiet og SF. Endnu andre gange vil DF sluge politiske kameler fra trekløverregeringen, fordi partiet har brug for at vise, at det overhovedet giver mening, at der findes en blå blok i Folketinget - med masser af kritik til følge, eksempelvis fra fagbevægelsen.
Det bliver en vanskelig balancegang for Thulesen - netop fordi han ikke er klar til at vælte den ny regering. Men DF bliver et besværligt støtteparti. Grundlæggende uenig med de tre andre partier på centrale felter, presset af socialdemokraterne og trængt i målingerne.
Derfor risikerer enkeltministre også at måtte forlade scenen, presset væk af DF, selv om den nye trepartiregering ser ud til at kunne holde sig flydende en rum tid. Som Lars Løkke Rasmussen allerede ved, så kan det være nødvendigt at ofre en enkelt minister for at redde hele regeringen.