Politikere undrer sig: Reservedele til nye kampfly på vej ud af produktion

Regeringen beder om et forskud til at købe reservedele til nye kampfly, fordi dele er på vej ud af produktion.

Der er bestilt 27 nye kampfly. (Foto: © US AIR FORCE, Scanpix)

Flere afgørende dele af de danske F35-fly forventes at udgå af produktion. Det sker flere år, før amerikanerne begynder at bygge de nye højteknologiske kampfly, som Danmark vil købe.

Det skriver Jyllands-Posten.

I en hasteanmodning har forsvarsminister Peter Christensen (V) bedt Folketinget om at få 100 millioner kroner i forskud, så man allerede i år og næste år kan indkøbe tre elektroniske komponentpakker.

Samtidig er Danmark tvunget til at indkøbe flere "komponenter, end der reelt er behov for". Dem må Danmark forsøge at sælge, skriver ministeren i et såkaldt aktstykke til Finansudvalget.

Udvalget skal tage stilling til den fremskyndede millionudgift torsdag.

Flere partier på Christiansborg er bekymret over, at dele til de 27 nye kampfly, der alene i indkøbspris koster 20 milliarder kroner, forsvinder ud af markedet. Det drejer sig om SF og De Konservative, der ikke var med i forliget omkring de nye kampfly.

En af de undrende politikere er SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen:

- Det virker fuldstændig amatøragtigt og absurd, at der allerede nu er dele, der udgår af produktionen, siger han til Jyllands-Posten.

Han har derfor indkaldt forsvarsministeren i et samråd for at få svar på, hvad det betyder for anskaffelser af reservedele i fremtiden.

Også De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, kalder det problematisk, hvis F-35-flyene forventes at være på vingerne i 40 år.

- Samtidig er det meget mærkeligt, at vi, allerede flere år før flyet skal produceres, skal betale 100 millioner kroner. Vi har endnu ikke underskrevet en aftale med amerikanerne. Det sker først i 2018, siger han til Jyllands-Posten.

Forsvarsministeriet vil ikke oplyse, hvilke komponenter, der er tale om.

Professor i international politik ved Københavns Universitet, Ole Wæver, kritiserer, at ministeriet reelt beder politikerne om "at træffe en beslutning til 100 millioner kroner i blinde".

I en mail til Jyllands-Posten skriver Forsvarsministeriet:

- Det er et generelt forhold ved produktion af kampfly, at dele og materialer undertiden går ud af produktion.

/ritzau/