Hammeren faldt hårdt, da folketingspolitikere fra forskellige partier lørdag holdt auktion på Folkemødet på Bornholm.
Med sig havde de alle medbragt en genstand eller begivenhed, som publikum kunne byde på. Mest bemærkelsesværdigt var måske Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der solgte sit knap 20 år gamle slips fra sin første dag som folketingsmedlem.
Men også Venstres Jakob Engel-Schmidt havde et interessant tilbud: En times privat undervisning i springgymnastik med ingen ringere end Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen.
Hele auktionen var arrangeret af Den Blå Avis, der ville sætte fokus på at danskerne har værdier for adskillige milliarder til at samle støv på loftet.
I alt blev der indsamlet 7.310 kroner, som bliver doneret til Cykling uden alder, som giver ældre mennesker mulighed for en tur på cykelstierne.
Se klip fra auktionen i videoen over artiklen.