VIDEO Formand for Nye Borgerlige: Statsløse må selv vælge hvor de vil udvises til

Debattør og jurist Natasha al-Hariri konfronterede partiformanden for Nye Borgerlige med hendes politik.

- Hvis jeg stak en ned, hvor skulle jeg så sendes hen som statsløs, lyder et af spørgsmålene.

Når det kommer til flygtninge- og udlændingepolitik, er der ikke stor enighed at spore mellem formanden for det nye parti Nye Borgerlige, Pernille Vermund, og debattør og jurist Natasha al-Hariri.

På Folkemødet på Bornholm mødtes de to for at diskutere nogle af de vanskelige spørgsmål - heriblandt om det skal være muligt at inddrage statsborgerskabet hos en person, der har fået tildelt et dansk pas, men siden har begået grov kriminalitet.

Det mener Pernille Vermund, at man skal kunne.

- Jeg er jo i princippet statsløs, fordi min far er palæstinensisk flygtning. Hvis jeg stak en ned, hvor skulle jeg så sendes hen?, spurgte Natasha al-Hariri.

- Jamen, i virkeligheden skulle du bare udvises og så måtte du selv vælge hvortil, svarede Pernille Vermund.

- Så hvis jeg tog til Tyskland, så ville det være fint, spurgte debattøren.

- Jaja, lød svaret fra formanden.

https://twitter.com/NatAlHariri/status/742435633109557249

Se klippet med Pernille Vermund og Natasha al-Hariri i videoen over artiklen.