Det dur ikke, at væsentlige informationer om ventetider på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital ikke er kommet videre til Sundhedsstyrelsen.
Sådan lyder reaktionen fra flere af Christiansborgs sundhedsordførere, efter at DR onsdag kunne fortælle, at Sundhedsstyrelsen ingen indberetninger har fået om de 182 gange, hvor ventetiden på en operation på afdelingen for mave- og tarmkirurgi sidste år blev overskredet.
Det er til trods for, at de for lange ventelister på operationer ifølge Aarhus Universitetshospital kan have kostet menneskeliv.
Derfor undrer Moderaternes sundhedsordfører, Monika Rubin, sig over, at oplysningerne om de lange ventelister ikke er blevet kommunikeret op i systemet.
- Det er problematisk, at Sundhedsstyrelsen ikke ved, hvad der foregår, fordi så kan de ikke iværksætte de tiltag, der kunne bedre den her situation, siger Monika Rubin.
Danmarksdemokraternes sundhedsordfører, Jens Henrik Thuelsen Dahl, kalder den manglende besked for "chokerende".
- Når man ikke kan overholde ventelistegarantier, skal man sørge for, at Sundhedsstyrelsen rent faktisk ved, hvad der foregår. Ellers er der ikke nogen mulighed for, at nogen kan gribe ind.
Også SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, anser det for "uacceptabelt", at styrelsen ikke er blevet råbt op i tide.
- Det er en forudsætning for, at vi kan handle på den meget kritiske situation, vi alle først er blevet bekendt med i weekenden, siger hun.
Fatal ventetid
En kræftpatient har ret til at blive opereret, senest 14 dage efter at en læge har henvist til operation, og patienten har sagt ja. De to uger bliver kaldt den maksimale ventetid.
Men den lovpligtige ret har afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital ikke kunnet overholde i 182 tilfælde sidste år.
Det kunne DR fortælle søndag, hvor det også kom frem, at ventetiden i dag er oppe mod otte uger for at få en operation på afdelingen.
For nogle af de 182 patienter har ventetiden været fatal. Da de først er kommet på operationsbordet, har kræften været så fremskreden, at de ikke kunne opereres. De er dermed blevet uhelbredeligt syge. Læger på afdelingen har løbende råbt op til deres ledelse. Du kan læse et udpluk af deres opråb her:
Det er Region Midtjylland, som er ansvarlig for Aarhus Universitetshospital.
Regionens lægefaglige koncerndirektør, Helene Probst, oplyser, at regionen fulgt reglerne, selvom de 182 overskridelser af den maksimale ventetid ikke er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen
Ifølge regionens egen udlægning skal overskridelser af den maksimale ventetid ikke indberettes til Sundhedsstyrelsen, hvis patienter accepterer, at den maksimale ventetid på to uger bliver brudt.
Den udlægning er to juridiske eksperter, DR har talt med, dog ikke enige i, og det er Danmarksdemokraternes sundhedsordfører heller ikke.
- Kræftpatienter kan i sidste ende få en forværret sygdom og gå hen og dø af det, fordi de ikke får den behandling, de har brug for. Så er jeg fuldstændig ligeglad med, at de selv har accepteret forlængelsen af ventetiden, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.
Ventetiden
- •
Fra maj til december sidste år måtte 182 patienter vente mere end to uger på operation på afdeling for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital.
- •
I foråret 2022 var ventetiden på en avanceret kræftoperation på afdelingen op til tre til fire uger. I dag er der op til otte ugers ventetid.
- •
Det viser en række dokumenter, som DR har fået adgang til, og Aarhus Universitetshospital bekræfter tallene.
Indberetningssystem skal ses efter i sømmene
Uanset at regionen mener at have gjort alt rigtigt, bør systemet ikke fungere sådan, mener Monika Rubin.
- Hvis indberetningssystemet er skruet sådan sammen, så er det noget, vi bør kigge på. For data skal frem til Sundhedsstyrelsen, siger hun.
Hun undrer sig over, at det skulle være en faktor, at patienten skal acceptere en for lang ventetid.
- Jeg undrer mig over, at man ikke indberetter det videre i systemerne, fordi patienterne siger ja. Hvis det er sådan, reglerne er, og at reglerne er fulgt til punkt og prikke, så er der noget uhensigtsmæssigt i reglerne, man bør kigge på.
Afsløringen om de overskredne ventelister har fået SF og Det Konservative Folkeparti til at kalde Sophie Løhde i samråd. SF vil på samrådet drøfte, hvordan ressourcerne bliver fordelt, så man sørger for, at de allermest syge få hjælp først.
- Jeg kan godt leve med, at vi kan blive nødt til at leve med lidt længere ventetider for patienter, der ikke er kritisk syge. Men det er fuldstændig uacceptabelt, når det handler om kritisk syge patienter, siger Kirsten Normann Andersen.
En af de patienter, der har måttet vente længere en to uger på en operation, er Carsten Loop. Da han kom på operationsbordet var det for sent - kræften var for fremskreden til, at han kunne opereres. I dag er han uhelbredeligt syg. Du kan læse hans historie her.
Rettelse: Vi har ændret artiklens overskrift, da der i den tidligere stod, at de lange ventetider var på en kræftafdeling. Det korrekte er en kirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.