Bekymrede medarbejdere fra Vestas og Siemens Wind Power skal kunne ringe til en direkte linje for at få hjælp, hvis de har symptomer på, at de er blevet syge af deres arbejde hos vindmøllefabrikanterne.
Det mener Socialdemokraterne, Alternativet, De Radikale og Enhedslisten.
- Det er en af de løsninger, der skal findes og løses lige nu med det samme, siger Lennart Damsbo-Andersen, der er arbejdsmiljøordfører hos Socialdemokraterne.
En hotline får også opbakning fra Landsorganisationen LO.
- Så kan medarbejdere ringe og få bekræftet eller afkræftet, om lige præcis det, de mener, at de er syge af, kommer fra Siemens Wind Power eller et andet sted, siger LO’s formand, Lizette Risgaard.
De seneste uger har fagforeningerne 3F, Dansk Metal og Krifa samlet fået mere end 100 bekymrede henvendelser fra nuværende og tidligere ansatte hos Vestas og Siemens Wind Power.
Medarbejderne frygter, at de er blevet syge af deres job, efter at DR Nyheder har afsløret, at ansatte i mindst 170 sager har fået kronisk eksem eller astma af arbejdet hos Vestas og Siemens Wind Power.
Da det i 2011 kom frem, at ansatte hos vingefabrikanten LM Wind Power var blevet syge af det giftige kemikalie, styren, blev der hurtigt etableret en hotline.
Den direkte telefonlinje til bekymrede LM Wind Power-ansatte lå dengang under Arbejdsskadestyrelsen.
Er du blevet syg af at arbejde hos Siemens eller Vestas eller har oplysninger i sagen? Så vil DR Nyheders undersøgende redaktion meget gerne høre fra dig.
Vi vil også gerne have tip, hvis du kender til farligt arbejdsmiljø i andre virksomheder. Skriv til os på tipos@dr.dk.