Sagen om Carl Holst (V) tager nu en ny drejning.
Region Syddanmark har efter ønske fra Sydøstjyllands Politi udleveret materiale i sagen, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
- Region Syddanmark har umiddelbart før efterårsferien haft et møde med Sydøstjyllands Politi i forbindelse med politiets efterforskning i Carl Holst-sagen. Her efterforsker politiet en tidligere ansats bistand i forbindelse med tidligere regionrådsformand Carl Holsts valgkamp til Folketinget. Politiet har modtaget tre anmeldelser i sagen, skriver Region Syddanmark.
- I forlængelse af mødet har Region Syddanmark udleveret det samme materiale til politiet, som regionen før efterårsferien afleverede til Statsforvaltningen, står der i meddelelsen.
Tidligere på måneden vedtog et enigt regionsråd i Region Syddanmark at sende en kritisk udtalelse om tidligere regionsrådsformand Carl Holsts brug af en kommunikationsmedarbejder af sted til Statsforvaltningen, der i øjeblikket undersøger sagen.
Carl Holsts afløser som regionsrådsformand, Stephanie Lose (V), har konkluderet, at der findes kraftige indicier på, at Christian Ingemann Nielsen førte valgkamp for Carl Holst. Det har Carl Holst dog tidligere kategorisk afvist.
Carl Holst-sagen begyndte i sommer med kritik af, at den nu tidligere forsvarsminister havde modtaget eftervederlag fra Region Syddanmark samtidig med lønnen som forsvarsminister.
Siden fik han kritik for at holde sommerferie efter advarsel om nedslidte kampfly. Det kulminerede, da det kom frem, at Carl Holst tilsyneladende har brugt sin personlige assistent i Region Syddanmark til at føre valgkamp for sig.
I slutningen af september trak Carl Holst sig som forsvarsminister.