Politielever starter på ny politiskole om nogle år

Ifølge Vejles borgmester går der flere år, før politielever kan starte i nyindrettet politiskole.

Den nye politiskole skal indrettes i den tidligere sygeplejeskole i Velje, men det vil tage tid. Blandt andet fordi man skal gennem de lovpligtige udbud. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Rigspolitiet uddanner først politielever på politiskolen i Vejle om flere år, når politiskolen er indrettet i den gamle sygeplejeskole i Vinding.

Derfor kommer der ikke politielever til Vejle fra nytår, som først antaget, oplyser borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) til Vejle Amts Folkeblad.

- Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen ønsker det på den måde. De vil stadig uddanne det aftalte antal politielever, men det skal ske i lejede lokaler i Brøndby, indtil skolen i Vejle står færdig, siger Arne Sigtenbjerggaard.

I Brøndby ligger politiskolen øst for Storebælt.

Vejle vandt slaget om den ny politiskole over Herning, fordi S og DF afviste nybyggeri. Da sagde Vejles borgmester, at politieleverne i princippet kunne sætte sig på skolebænken fra årsskiftet.

Borgmesteren kender ikke datoen for skolens start, men der vil gå lang tid.

Staten køber sygeplejeskolen af Nordea Ejendomme og Danica Pension, og så står staten for nyindretning og -byggeri. Her skal man igennem de lovpligtige udbud af statslig byggeri, og det forlænger processen, oplyser borgmesteren.

/ritzau/