Pind vil ikke love at sænke kriminel lavalder til 12 år

På trods af at Venstre gjorde et stort nummer ud af det inden valget, vil justitsministeren ikke love, at den kriminelle lavalder sænkes til 12 år.

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke love en sænkelse af den kriminelle lavalder trods valgløfter fra Venstre. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Det var et af de mest profilerede forslag før valget, og samtlige fire blå partier stod bag.

Den kriminelle lavalder skulle sættes ned fra 15 til 12 år. I november 2014 fremsatte de fire blå partier sågar et beslutningsforslag i Folketingssalen.

- Herunder pålægges regeringen at indføre en ny ungdomskriminel lavalder fra 12 til 17 år, lød det.

Med forslaget ville blå blok også oprette særlige ungdomsdomstole, som skulle tage sig af kriminalitet, der begås af 12 til 17-årige. Og disse ungdomsdomstole ville ved særlig grov kriminalitet begået af en 12-årig kunne overføre sagen til de nuværende domstole.

- Ungdomsdomstolen skal ved de alvorligste forbrydelser have muligheden for at overføre sager til det almindelige domstolssystem, skrev de fire partiledere Lars Løkke Rasmussen (V), Søren Pape Poulsen (K), Anders Samuelsen (LA) og Kristian Thulesen Dahl (DF) i en fælles kronik i Berlingske i 2014.

På spørgsmålet om det var et valgløfte, at Venstre ville sætte den kriminelle lavalder ned, svarede daværende retsordfører Karsten Lauritzen i en Deadline-udsendelse under valgkampen:

- Det er jo lidt enestående, at vi er enige om det her, så det er noget, man kan regne med, at en blå regering vil gennemføre, sagde han.

Pind: Ingen garantier

Men nu tøver justitsminister Søren Pind (V) med at love en sænkelse af den kriminelle lavalder til 12 år, og forslaget var da heller ikke med i regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår, der blev offentliggjort i går.

- Jeg kan garantere, at vi gør alt, hvad vi kan for at bekæmpe ungdomskriminalitet, og at vi arbejder med det, som vil virke bedst for at nå det mål. Den præcise udformning kan jeg ikke sætte nogen garantier for for nærværende, men vi skal jo også forhandle den side af sagen, og derfor skal vi nok nå frem til en løsning, siger Søren Pind.

Så du vil ikke garantere, at den kriminelle lavalder bliver sat ned til 12 år?

- Der er meget lidt, som jeg efter Poul Nyrup Rasmussens tilstedeværelse i dansk politik, ønsker at garantere, siger Pind med henvisning til, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998 udstedte en garanti for bevarelse af efterlønnen, for senere at forringe den.

Men I var fire blå partiledere, der sagde, at den skulle sættes ned til 12 år før valget.

- Jeg udelukker ingenting, siger Pind.

Men hvorfor kan du ikke fastslå, at det er en selvfølge, når nu de fire partiledere har sagt det så klart?

- Fordi der skal forhandlinger til. Den her regering har ønsker om et bredt forankret samarbejde i Folketinget, så lad os nu se, siger Søren Pind.

DF: Kan ende med løftebrud

Hos Dansk Folkeparti undrer man sig over, at regeringen ikke er kommet på banen med et lovforslag, når de blå partier så tydeligt var enige før valget. Retsordfører Peter Skaarup (DF) kaldet det ligefrem et løftebrud, hvis ikke regeringen sænker den kriminelle lavalder til 12 år.

- Ender det med, at man slet ikke kommer med et udspil, som man egentlig lovede vælgerne, så kan man godt komme over i at kalde det løftebrud, men lad os nu se. Regeringen har tid endnu, siger han, men undrer sig dog samtidig over, at det ikke er med i regeringens lovkatalog, som blev offentliggjort i går.

Ifølge Peter Skaarup burde det ikke være så svært for regeringen at sænke den kriminelle lavalder til 12 år fra de nuværende 15. Forarbejdet er nemlig lavet af en samlet blå blok før valget, pointerer han.

- Forslaget blev udfærdiget meget grundigt med mange detaljer, så det er noget, vi skal gennemføre relativt hurtigt. Vi forventer et udspil fra regeringen inden for kort tid. Der skal være overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør.Det er der ikke, hvis ikke man handler hurtigt, siger han.

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, kalder Søren Pinds manglende garantier om at sænke lavalder til 12 år for et "godt løftebrud".

- Det er et klart løftebrud fra regeringens side, men jeg er glad for det løftebrud, for det er godt for vores børn. Det er vigtigt, at man ikke sætter 12-årige i fængsel, for så sætter man børn i fængsel. Det er ikke det, der skal til for at løse problemerne, siger hun.

Lars Løkke Rasmussen afviste i valgkampen, at forslaget vil betyde, at børn kan ryge i fængsel.

- Det har vi overhovedet ikke noget forslag om. Overhovedet ikke. Som i overhovedet ikke, sagde den nuværende statsminister.

Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister i 2010, sænkede hans regering den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Siden blev den dog ført tilbage til 15 år, da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister.