Pernille Vermund vil udfordre Thulesen Dahl på hans hjemmebane

Nye Borgerliges formand bliver spidskandidat for partiet i Sydjylland.

Nye Borgerlige blev stiftet i oktober 2015 og blev året efter opstillingsberettiget til Folketinget. (Foto: © Michael Drost-Hansen, Scanpix)

I Sydjylland blev det største parti ved det seneste folketingsvalg Dansk Folkeparti, som nu får en ny udfordrer.

Det bliver Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, som bliver partiets spidskandidat i kredsen ved det kommende folketingsvalg.

- Jeg føler mig hjemme og godt tilpas mange steder, men Syd- og Sønderjylland har et ekstra historisk lag, som er noget ganske særligt, siger hun.

Og noget særligt er det da også, at Dansk Folkepartis formand og stemmesluger, Kristian Thulesen Dahl, også stiller op i Sydjylland. Ved det sidste folketingsvalg fik partiet flest stemmer det sydjyske.

Med partiformand Kristian Thulesen Dahl i spidsen gik partiet frem fra 14,8 procent af stemmerne ved valget i 2011 til 28,4 procent i 2015 i Sydjyllands Storkreds. Dermed overhalede partiet både Venstre og Socialdemokratiet og blev landsdelens største parti.

Jeg skal vinde respekt

- Jeg kommer udefra og skal vinde den respekt, der skal til, når man er ny kandidat for et nyt parti. Jeg oplever, at politikerne har svigtet massivt på udlændingepolitikken, og det hører jeg også folk sige, når jeg bevæger mig rundt i området, siger Pernille Vermund.

- Og så har politikkerne taget alt for meget fra danskerne og sendt det videre til EU. Det betyder, at danskerne har mindre indflydelse på deres eget liv.

Men lige præcis de eksempler du nævner her, er også sager, som DF tordner imod. Hvorfor skulle folk stemme på dig og ikke på DF?

- Fordi DF ikke har løst problemerne. DF har siddet med 37 mandater og som det største parti i blå blok i en periode, hvor folk er strømmet ind over grænserne, og hvor problemerne med udlændingepolitikken langt fra er løst.

Og det kan du ændre nu?

- Jeg er sikker på, at vi nok skal få et godt valg i stort set alle kredse. Der ligger en kæmpe opgave i, at der stadig er mange danskere, der ikke ved, hvem vi er, og hvad vi står for, men det glæder jeg mig bare til at komme i gang med, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige blev stiftet i oktober 2015 og blev året efter opstillingsberettiget til Folketinget. Partiet har i dag omkring 4000 medlemmer og 68 lokalforeninger spredt over hele landet.

Pernille Vermund er opvokset og bor i Nordsjælland med sin familie. Hun stillede også op i Nordsjælland for De Konservative ved valget i 2015.