En helt ny havvindmøllepark med gigantiske møller, der skal levere så meget strøm, at det svarer til det samlede strømforbrug for Danmarks syv største byer.
Det er planen i regeringens nye energiforlig, som bliver præsenteret på torsdag.
Planen om den enorme vindmøllepark, der er blandt de største i verden, er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok, lyder det fra flere sider.
- SF så gerne en meget mere ambitiøs plan. Det er nødvendigt, hvis vi for alvor vil udbygge den vedvarende energi. Vi mener, der er brug for mindst tre havvindmølleparker. Og vi kan altså ikke vente til 2027. Vi skal i gang med det samme, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
Lignende meldinger kommer fra Enhedslisten og Danmarks Naturfredningsforening.
Kræver flere planer på bordet
Der er endnu ikke truffet en beslutning om, hvor den nye havvindmøllepark skal ligge, men den skal ifølge regeringens plan stå klar mellem år 2024-2027.
Regeringen skal ikke hvile på laurbærrene, men straks gå efter flere vindmølleparker i samme størrelsesniveau, mener Enhedslisten.
- Det er selvfølgelig positivt, at regeringen vil bygge én af verdens største havmølleparker, men der er brug for langt mere, hvis den grønne omstilling virkelig skal op i gear, lyder det fra Søren Egge Rasmussen, klima- og energiordfører hos Enhedslisten, som siger, at der er brug for 4-5 nye havmølleparker inden 2030.
Det er regeringens plan, at der skal træffes beslutning om den næste store havvindmøllepark i 2022. Men hos regeringspartiet De Konservative lyder der et ønske om at komme på banen med mere konkrete bud.
- Vi mener, at vi allerede nu skal melde ud, at vi ønsker at være ambitiøse efter 2022, hvor vi skal tage stilling til, hvad der skal ske i de resterende år frem mod 2030, siger De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, ifølge Ritzau.
Hendes parti vil have i alt tre nye havvindmølleparker frem mod 2030, lyder meldingen.
Hos Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over planen om den store havvindmøllepark, men også her ønsker man flere planer på bordet. En enkelt havmøllepark er nemlig "langt fra nok", lyder det.
- Hvis vi skal nå regeringens egen målsætning om 50 procent vedvarende energi i 2030, skal der bygges mindst fire-fem parker af samme størrelse som den, de netop har foreslået, lyder det fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Ros fra energibranchen
Hos Dansk Energi er der dog skulderklap at hente for regeringen.
- Havvind er ren win-win for Danmark. Vi får billig grøn strøm, nye job i de områder, hvor der er brug for dem og eksportkroner i kassen. Derfor ros til regeringen, for vi skal hurtigt have besluttet den næste park, lyder meldingen fra Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, som er de danske energiselskabers interesseorganisation.
Regeringens mål er, at halvdelen af det danske energiforbrug i 2030 skal komme fra vedvarende kilder, mens Danmark skal være fri for fossile brændstoffer inden 2050.