Fem topchefer i Skat er i dag blevet sendt hjem efter skandalesagerne om udviklingen af EFI-systemet og svindel med udbytteskat.
Men dermed er sagen ikke slut for politikerne på Christiansborg.
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti åbner for at placere et politisk ansvar for de mange problemer i Skat, selvom der er indgået en såkaldt ”borgfred” om en handlingsplan for Skat. En politisk aftale, som begge partier i dag er gået med i.
- Vi skal som Folketing leve op til princippet om, at vi skal kontrollere regeringen. Det gælder også tilbage i tiden for de ministre, som har siddet tidligere. Er der nogle ministre, som ikke har gjort sit arbejde godt nok og ikke fulgt loven, skal vi selvfølgelig drage de konklusioner, vi kan, her på Christiansborg, siger Thomas Jensen (S), formand for Folketingets Skatteudvalg.
Kristian Jensen: EFI var en fejl
Det var daværende skatteminister Kristian Jensen (V) – som i dag er Danmarks udenrigsminister – der lagde grundstenen til Skats snart skrottede inddrivelsessystem EFI, som har opkrævet gæld på ulovlig vis. Det konkluderede Kammeradvokaten for nylig.
Kristian Jensen erkendte i denne uge, at EFI var en fejl.
Thomas Jensen vil – inden et eventuelt politisk ansvar placeres – se på Rigsrevisionens rapport om EFI, som kommer til januar. Men det er oplagt at tage udgangspunkt i Kristian Jensens implementering af EFI, mener Socialdemokraterne.
- Jeg synes, vi skal se på, hvordan hele forløbet over de ti år – det er jo ti år siden, at Kristian Jensen søsatte ideen om EFI – og lad os se, hvad vi kommer frem til. Det er jo ikke sådan, at vi bare skal stå på rygter og formodninger og sætte aben på en bestemt minister, siger Thomas Jensen.
Men det er sådan, at vi som Folketing lever op til vores ansvar om, at hvis noget ikke er foregået inden for loven og grundlovens rammer, så skal vi selvfølgelig sørge for, at der også bliver placeret et ansvar, siger han.
DF: Meningen med EFI var god
Dansk Folkeparti vil ”på nuværende tidspunkt” ikke afvise, at der skal placeres et politisk ansvar.
- Det er vigtigt, at man får det undersøgt, og så må vi tage det, når vi får Rigsrevisionens rapport og se på, om der er nogen, der kan drages til politisk ansvar. Men det er for tidligt at sige stålfast nu, at der er nogen, der skal det, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).
Peger pilen på Kristian Jensen?
- Jeg tror egentlig, at meningen med at idriftsætte EFI var god, men det er bare gledet af hænde hen ad vejen. Så er spørgsmålet, hvornår i processen, man skulle have trukket stikket. Der kunne meget tyde på, at man skulle have gjort det før, at man står her i 2015, hvor man står med en kæmpe regning – og sikkert også før, at man i 2013 satte det i drift, selvom man vidste, det var fyldt med fejl, siger Dennis Flydtkjær.
EL: Alle skal have en næse
Enhedslisten er ikke med i dagens politiske aftale om en handlingsplan for Skat, og det er netop, fordi der i aftalen – eller ”forståelsen” – ikke placeres et politisk ansvar for de mange problemer, der har præget Skat i de seneste mange år, lyder det.
- Det ville være klædeligt, at de partier, som har begået de her nedskæringer i de sidste ti år, sparet Skat i stykker og gjort, at det er blevet meget dyrt for danskerne, erkender det ansvar og giver sig selv en næse, siger Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund.
Hvem skal have den næse?
- Det skal de partier, som har stået for nedskæringerne. Det er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og desværre også S, R og SF, da de sad i regering. Det er de partier, som har stået for nedskæringerne, og det er de partier, som er politisk ansvarlige for den situation, som Skat står i i dag, siger Rune Lund.