Pape til Pind: Vi har jo en aftale om at sænke den kriminelle lavalder

Der må være tale om en fejl fra justitsministeren, siger K-formand. Regeringen er på vej mod løftebrud, advarer DF.

- Det skal regeringen levere, for det er en aftale, vi har lavet før valget, siger Søren Pape Poulsen om at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Søren Pape Poulsen er forbløffet over, at justitsminister Søren Pind ikke vil garantere at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år.

Den konservative partiformand er overbevist om, at regeringen holder sine løfter fra før valget om at sænke den kriminelle lavalder.

- Der må være tale om en fejl. Vi har jo en klar aftale fra før valget mellem de fire borgerlige partier om, at vi skal have gjort noget ved det her, så det går jeg ud fra, at han (Søren Pind, red.) også holder, siger Søren Pape Poulsen.

K-formanden henviser til, at de fire partier i blå blok i november 2014 fremsatte et beslutningsforslag i Folketingssalen om at ”indføre en ny ungdomskriminel lavalder fra 12 til 17 år”.

"Lidt ærgerlig"

Men nu tøver justitsminister Søren Pind (V) med at love en sænkelse af den kriminelle lavalder til 12 år, og forslaget var da heller ikke med i regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår, der blev offentliggjort i går.

Det skuffer den konservative partiformand.

- Det er jeg lidt ærgerlig over, for det ligger jo lige til højrebenet. Vi har aftalt, at der skal være en sanktion, så vi ikke får mange unge mennesker ud i kriminalitet, men at de skal have en sanktion første gang. Så jeg går ud fra, at det bliver håndteret, siger Søren Pape Poulsen.

Han understreger, at en sænkelse af den kriminelle lavalder er ”meget vigtigt” for De Konservative.

- Det skal regeringen levere, for det er en aftale, vi har lavet før valget. Jeg går ikke ud fra, at de har ændret holdning på tre måneder, siger han.

DF: Det kan ende i løftebrud

Hos Dansk Folkeparti er man ligeledes forundret over den manglende garanti fra justitsminister Søren Pind.

Retsordfører Peter Skaarup (DF) kalder det ligefrem et løftebrud, hvis ikke regeringen sænker den kriminelle lavalder til 12 år.

- Ender det med, at man slet ikke kommer med et udspil, som man egentlig lovede vælgerne, så kan man godt komme over i at kalde det løftebrud, men lad os nu se. Regeringen har tid endnu, siger han, men undrer sig dog samtidig over, at det ikke er med i regeringens lovkatalog, som blev offentliggjort i går.

Ifølge Peter Skaarup burde det ikke være så svært for regeringen at sænke den kriminelle lavalder til 12 år fra de nuværende 15. Forarbejdet er nemlig lavet af en samlet blå blok før valget, pointerer han og henviser til det beslutningsforslag, de fire partier fremsatte sidste år.

Justitsminister Søren Pind siger til DR Nyheder, at ”der skal forhandlinger til”, før regeringen – måske – kommer med et egentligt lovforslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år.

Han udsteder ingen garantier på forhånd, slår han fast.

- Der er meget lidt, som jeg efter Poul Nyrup Rasmussens tilstedeværelse i dansk politik, ønsker at garantere, siger Søren Pind med henvisning til, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998 udstedte en garanti for bevarelse af efterlønnen, for senere at forringe den.