Pape klar med forslag til Skattekommission

Det kniber med at få lavet en politisk aftale om en kulegravning af Skat. Nu spiller justitsministeren ud med sit eget forslag.

Justitsministeren foreslår, at Skattekommissionen skal se på tre hovedtemaer: Sammenlægningen af den kommunale og den statslige skatteopkrævning. Skandalen om det forliste opkrævningsystem EFI. Og den store sag om svindel med udbytteskat, der har kostet staten 12 milliarder. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Justitsminister Søren Pape Poulsen har fredag eftermiddag præsenteret Folketinget for et forslag til rammerne for en kulegravning af det skandaleramte Skat - uden at have et politisk flertal bag sig.

Dermed skal de afsluttende forhandlinger og beslutningen om Skattekommissionen helt usædvanligt finde sted i et udvalg i Folketinget.

Søren Pape Poulsens udkast til kommisorium for Skattekommissionen lægger op til en stor og meget omfattende undersøgelse, der skal ledes af en kommission med tre medlemmer.

Justitsministeren foreslår, at Skattekommissionen skal se på tre hovedtemaer: Sammenlægningen af den kommunale og den statslige skatteopkrævning. Skandalen om det forliste opkrævningsystem EFI. Og den store sag om svindel med udbytteskat, der har kostet staten 12 milliarder.

Spørgsmålet om udbytteskat undersøges først i en advokatundersøgelse. Derefter besluttes det, hvordan det skal indgå i den samlede undersøgelse af Skat.

Der er til det sidste politisk uenighed om, hvor hurtigt man skal kræve, at Skattekommissionen skal arbejde.

Søren Pape Poulsen lægger op til, at den skal afgive beretning om sit arbejde "hurtigst muligt".

Der er også strid om en række partiers ønske om løbende afrapportering fra kommissionens arbejde.

Her nøjes justitsministeren med at skrive i sit forslag at undersøgelseskommissionen "kan tilrettelægge sit arbejde således at den undervejs i undersøgelsens forløb kan afgive delberetninger".

Flere partier synes, at man direkte skal opfordre kommissionen til at komme med den slags beretninger hen ad vejen, men det har Dommerforeningen advaret imod.