De danske dommere er bekymrede for den skattekommission, der skal kulegrave skandalerne i Skat.
Inden for få dage har formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, sendt to breve til de politikere, der er ved at lægge sidste hånd på rammerne for, hvordan kommissionen skal arbejde.
Sjöberg advarer mod vendinger som "hver en sten skal vendes" og kritiserer generelt politikerne for at være upræcise i deres brede beskrivelser af, hvad en kommission skal undersøge.
- Jeg er meget bekymret. Sådanne formuleringer indebærer med sikkerhed, at vi får en meget lang undersøgelse, siger Mikael Sjöberg.
Usædvanligt
Det er velkendt at Dommerforeningen tidligere har været kritisk over for de opgaver, politikerne har givet undersøgelseskommissionerne. De er ofte blevet beskyldt for at være formuleret for bredt.
Men det er alligevel sjældent, at Dommerforeningen reagerer som i den aktuelle sag, forklarer DR Nyheders politiske analytiker Jens Ringberg
- Det er helt usædvanligt, at man to gange på få dage, lige inden der skal nedsættes en kommission, på den måde prøver at råbe politikerne op fra Dommerforeningens side. Det har jeg ikke oplevet før, siger Jens Ringberg.
I det seneste brev fra Mikael Sjöberg, som i går blev sendt til flere politiske udvalg og ministre, kritiserer Sjöberg blandt andet, at sagen har udviklet sig til en hastesag.
- Set fra en dommers synspunkt kan dette tilsyneladende hastværk undre - ikke mindst, når det, der åbenbart lægges op til, er en årelang undersøgelse, skriver Mikael Sjöberg i brevet og slutter sin sætning med et udråbstegn.
Her til morgen begyndte de politiske forhandlinger om skattekommissionens arbejde, og allerede i aften ventes forhandlingerne at være afsluttet med et færdigt kommissorium, som offentliggøres i morgen.
Vigtig protest
Der er foreløbigt ikke nogen dommere, der har meldt sig frivilligt til at være formand for en ny skattekommission.
Mikael Sjöberg vil ikke foregribe kritikken, når der endnu ikke ligger et klart kommissorium. Men han er forberedt på, at det bliver svært at finde en dommer, der vil påtage sig opgaven, hvis kommissoriet ender, som politikerne ind til nu har omtalt det.
Det er dog svært at forestille sig en kommission uden en dommer. Til gengæld er der ingen tvivl om, at kritikken fra Dommerforeningen gør indtryk her i slutfasen i forhandlingerne:
- Der er ingen tvivl om, at Dommerforeningens protest er vigtigt, fordi dommerne er helt afgørende for kommissionernes arbejde, siger Jens Ringberg.