Pape hiver Løkke op af hatten på landsråd: 'I blå blok er vi en familie'

Statsministeren er overraskende gæstetaler på K-landsråd med et angreb på sammenholdet i rød blok.

Sammenhold. De to partiledere i blå blok vil gerne vise, at de er enige om det meste. Derfor gæstede den ene den anden på weekendens konservative landsråd. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Er der to personer, der står sammen i dansk politik på tværs af partiskel, er det K-formand Søren Pape Poulsen og V-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det er i hvert fald utvivlsomt det signal, de to forsøger at sende fra Tivoli Hotel & Congress Center i København, hvor Det Konservative Folkeparti i denne weekend holder landsråd.

Her havde Søren Pape Poulsen inviteret statsministeren til at holde en gæstetale.

- Jeg er stolt af at være inviteret i dag af Søren (Pape Poulsen, red.), indledte statsministeren, da forsamlingen var færdig med stående ovationer.

- Det er lidt som at være til familiefest. Venstre og De Konservative er rundet af det samme, borgerlige Danmark.

- Det er over tid så skiftet, hvem der er lillebror og storebror, sagde Løkke i en humoristisk tone, inden han benyttede sin taletid til at levere et angreb rettet mod Aalborg og Socialdemokratiets kongres, som også finder sted denne weekend.

- Der er også et andet sted, hvor der holdes kongres. I Aalborg. Der er ingen gæstetaler fra deres familie, sagde Løkke og fortsatte:

- Jeg ved bare, at Mette Frederiksen (S-formand, red.) vil samle Danmark. Man kunne spørge, om hun ikke skulle starte med at samle sine egne, sagde statsministeren.

Tre statsministerkandidater og en række radikale krav

Sidstnævnte var utvivlsomt sagt med henvisning til, at der i oppositionen for tiden er tre partiledere, der bejler til statsministerposten.

Foruden Mette Frederiksen har også Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, gjort sig selv til statsministerkandidater. Dertil kommer, at De Radikale har stillet en række krav for at støtte en socialdemokratisk ledet regering.

Tilbage i den blå familie konstaterede Søren Pape Poulsen, at han og Løkke ikke "er enige om alt," men at de på en række kerneområder arbejder for den samme dagsorden.

Noget, som Lars Løkke Rasmussen også rakte ud efter i sin gæstetale:

- Vi deler ambitioner om et frit land, hvor den enkelte kan følge sin drøm. Et trygt fællesskab, hvor alle, der kan, tager ansvar for sig selv - og for dem, der ikke kan, sagde han blandt andet.

K får meget ud af lidt

Statsministeren holdt sin gæstetale på talerstolen foran de 1.000 konservative medlemmer iført et klassisk jakkesæt.

- Jeg traf et konservativt valg, konstaterede statsministeren om sit jakkesæt og dresscoden på det konservative landsråd.

Og så roste han til et stort grin fra salen De Konservatives evne til at få indflydelse i dansk politik. Partiet har seks mandater og er det mindste parti i Folketinget.

- Jeg beundrer den konservative evne til at få meget ud af knap så meget med hjælp fra kreativ stoleleg med ministre. I har forøget jeres valgresultat med 50 procent, lød det fra statsministeren.

De Konservatives tre ministerposter, der alle er besat af valgte folketingsmedlemmer, har med en regelændring givet mulighed for at få tre suppleanter ind i Folketinget.