OVERBLIK Her er Naturpakkens seks punkter

Regeringens Naturpakke skal blandt andet sikre biodiversitet, mere natur i byområderne, mindre kvælstof og mindre bureaukrati for landmænd.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) præsenterer sammen med miljøordførerne fra de borgerlige partier Naturparken (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Sammen med de andre borgerlige partier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative, præsenterede regeringen tidligere i dag den omdiskuterede Naturpakke.

De er nået til enighed om at bruge i alt 363,5 millioner kroner i perioden 2016 til 2019 på følgende seks punkter:

Biodiversitet

Første indsatsområde er en udvidelse af urørt- og biodiversitetsskov. Her vil man blandt andet fremme forholdene for truede dyrearter i Danmark.

Der vil derfor samlet blive udlagt et areal på 20 procent af statens skovareal til urørt skov eller anden biodiversitetsskov. Det betyder helt konkret, at området af urørt- og biodiversitetsskov vil blive udvidet med i alt 13.300 ha. I dag har Danmark 11.700 ha. urørt- og biodiversitetsskov.

Videreførte naturindsatser

Så skal der bruges 98,2 millioner kroner på at videreføre en række naturindsatser. Det skal ifølge aftaleteksten blandt andet være med til at sikre, "at Danmark lever op til EU-krav”. Pengene skal blandet andet gå til en kortlægning af særlig værdifulde skovarealer og sikre bedre vandløbssystemer rundt i landet.

Natur og biodiversitet

Formålet er at sikre større artsvariation og samtidig understøtte naturen i forbindelse med klimaændringer. Her vil man blandt andet afsætte penge til at forbedre vilkårene for dyr og planter.

- Derfor oprettes der en pulje til at opkøbe arealer med henblik på at skabe bedre natur og med det formål at etablere sammenhæng mellem værdifulde statslige naturområder, som er udfordret af enten at være afskåret fra andre naturarealer eller er for små og ligger for spredt til at være et robust levested for for eksempel truede arter, fremgår det af aftaleteksten.

Bynatur og friluftsliv

Derudover er aftaleparterne blevet enige om at sikre offentligheden bedre adgang til naturen. Det vil man gøre under punktet Bynatur og friluftsliv.

- Naturoplevelser og friluftsliv bidrager til både større livskvalitet og folkesundhed, står der i aftaleteksten.

Derfor er partierne opsatte på at få flere til at benytte sig af naturområderne. Og i særdeleshed de danskere, som bor i byerne. Det skal ske ved at forbedre naturen i byerne.

- Miljø- og Fødevareministeriet indleder en dialog med KL, relevante interessenter og udvalgte kommuner for at undersøge mulighederne for formidling og forbedring af de grønne oaser i byerne, står der aftaleteksten.

Det åbne land og landmanden som naturforvalter

Næstsidste punkt indebærer blandt andet, at det skal være nemmere for landmænd at foretage naturpleje. Og som led i den ambition skal landmændene derfor klædes bedre på i forhold til naturpleje. Det vil man blandt andet sørge for gennem efteruddannelse.

- En efteruddannelsesindsats skal bidrage til, at landmænd forstår de regler, der er forbundet med at modtage offentligt tilskud til at udføre naturpleje, står der i aftaleteksten.

Samtidig har man en ambition om at gøre det lettere for landmænd indbyrdes at bytte jordarealer.

- Jordfordeling sker i en større forhandlingsproces, hvor mange landmænd på samme tid kan bytte jord med hinanden via en uvildig mægler for at opnå en mere hensigtsmæssig placering af arealerne, fremgår det af aftaleteksten.

Moderne naturforvaltning og afbureaukratisering

Sjette og sidste punkt er moderne naturforvaltning og afbureaukratisering. Her vil der blandt andet blive oprettet en ny lovstruktur på naturområdet. For øjeblikket er reguleringen på natur- og biodiversitetsområdet spredt på flere love. Det er ifølge partierne derfor vanskeligt at danne sig et overblik over lovgivningen på området.

- Der vil derfor blive udarbejdet en ny lovstruktur på naturområdet i form af en natur- og biodiversitetslov, står der i aftaleteksten.

Her vil man samtidig foretage kvælstofreducerende tiltag for i alt 50,7 millioner i perioden 2016 til 2019. Dermed vil man reducere kvælstofudledningen yderligere end sammenlignet med de tiltag, Fødevare- og landbrugspakken lægger op til.

- I alt udvides ordningen med knap 66.000 hektar efterafgrøder, svarende til ca. 200 ton i 2017 og ca. 430 i 2018, står der i aftaleteksten.