Regeringens nye naturpakke kommer ikke til at gøre den store forskel for naturen.
Det skønner klima- og landbrugsforsker Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet.
Regeringen har her til morgen præsenteret en aftale, der skal formindske forureningen fra landbruget, og ifølge Ritzau skal der være yderligere 66.000 hektar med efterafgrøder - altså en afgrøde, der etableres mellem to hovedafgrøder.
Det vil skære kvælstofforureningen ned med 200 tons næste år og 430 tons året efter, men det er småting, siger Jørgen E. Olesen.
Jørgen E. Olesen har tidligere kritiseret regeringen for at lave et skønmaleri af effekterne af landbrugspakken, og det retter naturpakken ikke op på.
- For der er tale om en lille reduktion i forhold til den ekstra udledning landbrugspakken tillader, vi er nede omkring en fjerdedel af det, landbrugspakken giver af øget udledning, siger han.
Til gengæld er det en god ide at skabe bedre levevilkår for truede dyre- og plantearter ved at lade 10.000 hektar skov ligge hen som urørt skov, mener han.
- Der er brug for urørt skov til at øge biodiversiteten, for især i den urørte skov har vi mange truede arter.
Regeringens naturpakke er kommet på plads efter krav fra de konservative, der var utilfreds med landbrugspakkens forurening af naturen, hvad der førte til, at partiet væltede miljøminister Eva Kjer Hansen.