OVERBLIK Du kan gå på pension, når du fylder...

Din fødselsdato bestemmer, hvornår du har mulighed for at gå på folkepension. Få overblikket her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil holde personer født efter 1957 på arbejdsmarkedet yderligere seks måneder. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Hvis regeringen får det, som den vil have det, stiger folkepensionsalderen til 67,5 år i 2025. Det fremgår af den 2025-plan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop har fremlagt.

Det vil betyde, at personer født i 1958 til og med 1962 skal arbejde et halvt år ekstra, inden de kan modtage folkepension.

Med forslaget vil regeringen lade den stigende middellevealder afspejle i pensionsalderen, der er gradvist stigende, alt efter hvornår du er født.

Herunder kan du se, hvornår du kan gå på folkepension, vel at mærke hvis regeringen får opbakning til det nyeste forslag om at hæve pensionsalderen fra 67 år til 67,5 år. Og til 68,5 år fra 2030.

  • Personer født i 1953 eller tidligere kan gå på folkepension, når de er 65 år.

  • Personer født 1. januar 1954 - 30. juni 1954 kan gå på folkepension, når de er 65,5 år.

  • Personer født 1. juli 1954 - 31. december 1954 kan gå på folkepension, når de er 66 år.

  • Personer født 1. januar 1955 - 30. juni 1955 kan gå på folkepension, når de er 66,5 år.

  • Personer født 1. juli 1955 - 31. december 1957 kan gå på folkepension, når de er 67 år.

  • Personer født 1. januar 1958 - 31. december 1962 kan gå på folkepension, når de er 67,5 år.

  • Personer født 1. januar 1963 eller senere kan gå på folkepension, når de er 68,5 år. Kilde: borger.dk og Beskæftigelsesministeriet