OVERBLIK: Det omdiskuterede salg af Dong

Siden staten i 2014 solgte ud af Dong, er selskabet blevet børsnoteret og dets værdi mere end fordoblet.

Bjarne Corydon (S) sad på ministerposten i Finansministeriet, da dele af Dong blev afhændet til Goldman Sachs. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om at undersøge salget af dele af Dong Energy i 2014.

Se hovedpunkterne i den langstrakte sag her.

* Februar 2013:

Dong mangler seks til ni milliarder kroner i ekstra egenkapital efter et årsregnskab med et underskud på fire milliarder kroner alene i 2012.

Et flertal i Folketinget enes om at genoplive en aftale fra 2004 om at børsnotere Dong, såfremt staten forbliver hovedaktionær.

Finansministeriet beregner, at Dong Energy er 31,5 milliarder kroner værd. Selskabets værdi stiger ifølge senere beregninger til 52,2 milliarder kroner kort efter salget på grund af gunstige britiske tilskud til havmølleparker.

* Oktober 2013:

Finansministeriet når til enighed om vilkårene for et kapitalindskud i Dong på i alt 11 milliarder kroner fra pensionsfonden ATP, pensionsselskabet PFA og investeringsbanken Goldman Sachs.

Goldman Sachs køber 19 procent af aktierne i Dong, ATP fem procent og PFA to procent. Staten havde før aktiesalget en ejerandel på 81 procent.

* Januar 2014:

Modstand mod salget vokser. DF dropper opbakningen. Også SF udtrykker bekymring. Partierne ønsker at se, om det bedste bud reelt kom fra Goldman Sachs. Modstanden kulminerer, da SF træder ud af regeringen.

Partiet når dog at stemme for salget sammen med regeringen, Venstre og De Konservative.

* Juni 2016:

Dong bliver noteret på fondsbørsen i København 9. juni. Børsnoteringen værdisætter Dong til omkring 100 milliarder kroner.

* September 2016:

Lækkede dokumenter fra salget af Dong viser, at Finansministeriet negligerede interne beregninger, som viste, at selskabet kunne øge sin værdi med 50 milliarder kroner ved at satse på havvindmølleparker.

Projektet med havvindmølleparker blev ikke gennemført og tilsyneladende ikke tillagt betydning, da jagten på investorer i 2013 gik ind.

* 14. september 2016:

Statsrevisorerne beder Rigsrevisionen undersøge Dong-salget.

Det er blandt andet ledelsens og Finansministeriets rolle, udbyttebetalinger og udviklingen i selskabets værdi siden børsnoteringen i juni 2016, der skal finkæmmes.

Kilder: Politiken, Ritzau, Berlingske, Information, Statsrevisorerne, Føljeton.

/ritzau/