- Det virker på mig mest af alt som om, hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende.
Morten Messerschmidts karakteristik af Rikke Karlsson, der få timer forinden havde besluttet at forlade Dansk Folkeparti i protest mod stemmeslugerens manglende gennemsigtighed i omgangen med fondene Meld og Felds midler, flød ud i medierne i midten af oktober sidste år.
Dengang havde Messerschmidt nok ikke regnet med, at han et år efter ville blive anklaget for svindel af sin tidligere partifælle Rikke Karlsson.
Det er ikke desto mindre, hvad den populære politiker nu står overfor, efter at Karlsson har beskyldt ham for at indsætte hende i hovedbestyrelsen for fonden Meld i dyb hemmelighed.
Samtidig vurderer flere eksperter nu over for DR Nyheder, at over 200.000 EU-støttekroner igennem to år er blevet misbrugt til at finansiere Dansk Folkepartis årlige sommergruppemøder.
Partiet har besluttet at betale knap en million kroner kroner tilbage til EU efter en intern undersøgelse. Desuden er Morten Messerschmidt nu fortid i Dansk Folkepartis magtfulde ledelsesorgan Koordinationsudvalget.
Men helt tilbage til begyndelsen:
Rikke Karlsson valgte 13. oktober 2015 uden varsel at opsige sit DF-medlemskab, fordi hun ikke kunne få oplysninger om, hvad millioner af kroner i regnskaberne for fondene Meld og Feld var brugt til.
Men det gled fuldkommen af på Morten Messerschmidt, der afviste at have hemmeligholdt regnskabsoplysninger for hende. Messerschmidt var præsident for den ene af de to fonde, den såkaldte Meld-fond - begge fonde blev afviklet med udgangen af 2015.
Kun en "løselig" redegørelse fra Messerschmidt
Meld står for "Movement for a Europe of Liberties and Democracy", mens den anden fond, den såkaldte Feld-fond, står for "Foundation for a Europe of Liberties and Democracy".
Meld er en politisk alliance, som består af forskellige partier og medlemmer af EU-parlamentet, mens Feld er en politisk fond, der er knyttet til et bestemt politisk parti. I dette tilfælde er Feld knyttet til Meld.
Alle fire DF-medlemmer af EU-Parlamentet var medlem af fondene, og Rikke Karlsson skulle i foråret 2015 skrive under på, at hun havde deltaget i møder i fondene.
Det afviste Rikke Karlsson, som ikke mente på det tidspunkt at have kendskab til, at hun skulle være medlem af fondene og derfor heller ikke har deltaget i nogen møder.
Rikke Karlsson har siden foråret 2015 derfor forsøgt at finde ud af, hvilke midler de to fonde har.
Ifølge Rikke Karlsson har hun gentagne gang bedt Morten Messerschmidt om at få lov at se regnskaberne og detaljerne bag regnskaberne. Rikke Karlsson har fortalt, at Morten Messerschmidt kun ”løseligt” har redegjort for, hvad midlerne i 2015 er brugt til.
Sagerne hvor DF har betalt penge tilbage
- •
"100.000 østarbejdere i Danmark, mens danskerne går arbejdsløse".
- •
Kampagne kører i foråret 2015 og promoverer både Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl - derfor er der følge Europa-Parlamentet tale om indirekte støtte til et nationalt parti, hvilket er i strid med reglerne.
- •
Beløb tilbagebetalt: 950.000 kroner.
- •
"Bevar Retsforbeholdet".
- •
Ifølge Europa-Parlamentet strider denne kampagne imod reglerne, fordi der ikke må bruges midler i forbindelse med folkeafstemninger eller nationale valg.
- •
Beløb tilbagebetalt: 465.000 kroner.
- •
Video, der anbefaler at stemme »Nej« til at afskaffe retsforbeholdet.
- •
Videoen produceres, før der var sat dato for folkeafstemningen, og den fjernes også fra Dansk Folkepartis hjemmeside en måned før afstemningen, men den har ligget fremme, mens det var annonceret, at der var en afstemning på vej.
- •
Beløb tilbagebetalt: 86.000 kroner.
- •
Bådtur med skonnerten “Halmø”.
- •
Ifølge Europa-Parlamentet var denne bådtur tilbage i 2013 også en promovering af Dansk Folkeparti i strid med reglerne.
- •
Beløb tilbagebetalt: 120.700 kroner.
Ved udgangen af 2015 blev både Meld og Feld afviklet, da de ikke længere kunne mønstre medlemmer fra en fjerdedel af EU’s medlemsstater, som det er påkrævet for at kunne få adgang til midler fra EU.
På samme tidspunkt besluttede Europa-Parlamentet - som følge af den store opmærksomhed om sagen - sammen med en ekstern revisor at sætte en granskning af økonomien i de to fonde i gang.
Den 9. maj blev det konkluderet af den politiske ledelse i Europa-Parlamentet, præsidiet, at Meld og Feld skulle tilbagebetale 2,9 millioner kroner til EU-kassen, som de har modtaget penge af til oplysningskampagner.
Ifølge præsidiet er pengene blevet misbrugt til formål, som de ikke måtte bruges til. Omkring halvdelen af de 2,9 millioner kroner er blevet brugt til EU-kampagner for Dansk Folkeparti.
Messerschmidt meldes til politiet
Blandt andet en kampagnevideo, hvor der opfordres til at stemme nej til retsforbeholdet ved folkeafstemningen, og en meget omtalt skonnert-tur forud for kommunalvalget i 2013.
Dagen efter, 10. maj, oplyser Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at partiet vil betale 1,6 millioner kroner tilbage til EU, selvom han mener, der er tale om forskelsbehandling.
De 1,6 millioner kroner svarer til det beløb, som Dansk Folkeparti har brugt på kampagne. De resterende 1,3 millioner kroner afviste Kristian Thulesen Dahl at betale med begrundelsen om, at de er blevet administreret af Meld og Feld og ikke af Dansk Folkeparti.
Den 18. august ruller sagen så for alvor igen, da Ekstra Bladet beretter om en række dokumenter fra det franske indenrigsministerium, som avisen har fået indsigt i.
Heri fremgår det, at Rikke Karlsson var medlem af bestyrelsen i EU-organisationen Meld, som Morten Messerschmidt var formand for, og som ifølge præsidiet i Europa-Parlamentet havde misbrugt EU-midler.
Problemet er bare, at Rikke Karlsson – der i øvrigt er noteret som litauisk statsborger i papirerne - ikke selv har været klar over, at hun havde en bestyrelsespost i organisationen.
Ligeledes var hun - ifølge egen forklaring - slet ikke i Bruxelles, da hun blev valgt til bestyrelsen på en generalforsamling i november 2014.
Rikke Karlssons tidligere partikammerat, Jørn Dohrmann, optræder også som medlem af bestyrelsen i papirerne. Også han afviser ethvert kendskab til bestyrelsesposten.
Senere på dagen henvendte Rikke Karlsson sig til politiet og politianmeldte Morten Messerschmidt for identitetstyveri. Han afviser beskyldningerne.
Den 19. august rulles DF-toppen i skikkelse af Søren Espersen ind i sagen, efter at Ekstra Bladet får adgang til dokumenter fra de franske myndigheder, som viser, at Espersen blev valgt ind i Melds bestyrelse i efteråret 2012.
Dansk Folkeparti er stadig ved at finde ud af, om Søren Espersen har siddet i bestyrelsen for Meld, og om han har siddet med i ledelsen på et tidspunkt, hvor Meld har misbrugt EU-midler.
Få dage efter trækker Morten Messerschmidt sig som formand for DF's gruppe i EU-parlamentet - posten overtages senere af Anders Vistisen.
Nye anklager
Lørdag 15. oktober kommer der nye anklager mod Messerschmidt om misbrug af EU-midler frem.
Gennem to år er over 200.000 EU-støttekroner blevet misbrugt til at finansiere Dansk Folkepartis årlige sommergruppemøder, vurderer flere eksperter, der har gennemgået en række interne EU-dokumenter for DR Nyheder.
Støttekronerne er udbetalt af Europa-Parlamentet, men uden at parlamentet tilsyneladende har fået besked om, at støtten er gået til Dansk Folkepartis sommergruppemøder.
Morten Messerschmidt afviser anklagerne.
Ikke desto mindre kalder DF's nye formand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, den nye udvikling i sagen for noget rod og erklærer sig parat til at betale EU-midler tilbage, hvis pengene uretmæssigt har været brugt til at afholde Dansk Folkepartis sommergruppemøder i Danmark i 2014 og 2015.
EU’s antisvindel-enhed, OLAF, er lige øjeblikket i gang med at granske MELD’s brug af EU-midler.
Mandag 17. oktober meddeler Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, via sit ugebrev, at partiet betaler 200.000 kroner tilbage til EU, som de har modtaget i støtte fra MELD til sommergruppemøder.
Dagen efter oplyser partiet, at der bliver sendt endnu flere penge tilbage til Bruxelles.
Udtræder af DF's ledelse
Tirsdag 18. oktober stiller partiformand Kristian Thulesen Dahl op til et live-interview til TV Avisen 21:30 på DR.
Her fortæller han, at Dansk Folkeparti har besluttet, at Morten Messerschmidt, som følge af sagen, skal træde ud af partiets ledelse.
- Jeg har ingen grund til at tro, det er bevidst snyd, men det er i hvert fald sjusk. Det er sjusk på højt plan. Det hører ingen steder hjemme, siger han.
To dage efter kommer det frem, at Kristian Thulesen Dahl fik flere advarsler om rodet med EU-pengene fra DF-afhopperen Rikke Karlsson.
Fredag 21. oktober færdiggør DF-gruppeformand i Europa-Parlamentet Anders Vistisen sin egen interne undersøgelse og indstiller til DF-partiledelsen, at der tilbagebetales 955.210,38 kroner til EU efter anklager om muligt misbrug af støttekroner.
Morten Messerschmidt udtaler sig i sagen kl. 16 direkte på DR2. Du kan følge med her fra kl. 15.40.
MELD
- •
MELD er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy.
- •
Det var en politisk, europæisk alliance, der ville samle de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande - herunder Dansk Folkeparti - og politikere fra hele EU i ét fælles parti.
- •
MELD blev grundlagt i 2012 og er delvist finansieret af EU. Siden 2004 har det været muligt for de europæiske partier og alliancer at modtage økonomisk støtte, der dækker op til 85 procent af partiets udgifter.
- •
Medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) har været formand for MELD, som dog nu er ved at lukke ned.
FELD
- •
FELD var en politisk fond, der var tilknyttet MELD. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den politiske debat i EU.
- •
Meld og FELD hang derfor sammen, og begge arbejdede for at fremme medlemmernes og medlemspartiernes politiske holdning, hvilket blandt andet skete på baggrund af tilskud fra EU.
- •
MELD og FELD fik støttekroner fra EU til oplysningsaktiviteter. Ifølge reglerne måtte disse penge ikke gå til at føre kampagne ved en national folkeafstemning eller et nationalt valg.