Ordførere vil have undersøgt arbejdsmiljøet i hele vindmølleindustrien

Arbejdsskadestyrelsen skal gennemgå alle anmeldte og anerkendte arbejdsskadesager, som kan være knyttet til produktion af vindmøller, lyder det fra ministeren.

Både beskæftigelsesordfører for SF, Karsten Hønge, og arbejdsmiljøordfører hos Enhedslisten, Christian Juhl, vil have kigget på arbejdsmiljøforholdene i hele vindmølleindustrien. (© DR)

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har bedt Arbejdstilsynet om at se nærmere på forholdene hos både Vestas og Siemens Wind Power, efter DR Nyheder har afsløret, hvordan medarbejdere er blevet syge efter at have arbejdet med kemikalier hos de to vindmølleproducenter.

De to redegørelser er dog ikke nok - hele vindmølleindustrien trænger til et grundigt eftersyn, mener ordførere fra flere partier.

- Meget tyder på, at det ikke kun er én virksomhed, nu er det to virksomheder, og jeg synes, det er vigtigt at vi får hele branchen gået grundigt igennem, siger arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten, Christian Juhl.

Et ønske, som deles af SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge:

- Vi skal simpelthen have nedsat det, vi kan kalde en taskforce, for nu har vi to sådan nærmest parallelle forløb, og der er simpelthen brug for, at vi får en gruppe til at se på alle aspekter af det her.

Alternativet tilfreds med tiltag

Foruden at have bedt Arbejdstilsynet om redegørelser i de to sager, har Jørn Neergaard Larsen bedt Arbejdsskadestyrelsen om, at gennemgå alle anmeldte og anerkendte arbejdsskadesager, som kan være knyttet til produktion af vindmøller.

Fra ministeriet lyder det, at man afventer resultaterne af disse undersøgelser.

Mens både SF og Enhedslisten efterlyser yderligere tiltag, så er både Dansk Folkeparti og Alternativet indtil videre tilfreds med det som beskæftigelsesministeren har iværksat.

- Jeg kan godt lide, at ministeren er helt fremme i skoene på det her. Så jeg er foreløbig tilfreds, forklarer beskæftigelsesordfører i Alternativet, Torsten Gejl.