Opposition kræver redegørelse om nordkoreanske arbejdere på dansk krigsskib

Grotesk at nordkoreanere har været med til at bygge Forsvarets nye skib, mener partier

Nordkoreanske arbejdere var med til at bygge skroget på det nye, danske inspektionsskib Lauge Koch. Stillbillede fra DR2-dokumentar.

Oppositionen forlanger en redegørelse af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen efter afsløringen af, at nordkoreanske tvangsarbejdere efter al sandsynlighed har været med til at bygge det danske forsvars nyeste skib på et værft i Polen.

- Det er svært at finde ord. Jeg vil kalde det grotesk.

Sådan siger Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, på baggrund af en DR2-dokumentar om bygningen af Forsvarets inspektionsskib Lauge Koch. Dokumentaren bliver vist på DR2 tirsdag og blev omtalt i 21 Søndag i aftes. Den viser, at nordkoreanske arbejdere, sendt ud for at tjene penge hjem til diktaturstaten, har bygget med på det danske skib.

- Det er fuldstændig ubegribeligt, at det har kunnet ske. Det er helt uacceptabelt, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

Ordførere: sagen skal kulegraves

Han bakkes op af de radikales forsvars- og udenrigsordfører, Martin Lidegaard. Han er rystet over, at Danmark tilsyneladende indirekte har medvirket til tvangsarbejde, og at danske skattekroner ser ud til at være gået til det totalitære regime i Nordkorea:

- Det her er en pinlig sag for de polske myndigheder, men det er også en pinlig sag for det danske Forsvar, siger Martin Lidegaard.

Alle tre ordførere vil have en forklaring af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen:

- Det her kalder på en redegørelse fra forsvarsministeren, hvor sagen bliver kulegravet, siger Martin Lidegaard.

- Vi skal til bunds i det her. Især for at forhindre, at det kommer til at ske igen, siger Henrik Dam Kristensen.

- Det er helt afgørende, at vi finder ud af, hvad der er op og ned i det her. Så vi kan sikre at danske skattekroner ikke går til brutal social dumping og til det nordkoreanske styre, siger Nikolaj Villumsen.

Polsk værft har tidligere været i søgelyset

Da inspektonsskibet Lauge Koch til en halv milliard kroner skulle bygges, gav Forsvaret opgaven til det danske skibsværft Karstensen, der udliciterede bygningen af skibets skrog til det polske værft Crist.

I DR-dokumentaren bekræfter en række polske værftsarbejdere, at nordkoreanerne arbejdede som svejsere på det danske skib.

Det samme fremgår af en aktindsigt, hvor det danske skib i aftalepapirer og på regninger specifikt nævnes som et at de skibe, nordkoreanerne arbejdede på.

De polske skibsværfter i området har tidligere været omtalt i polske og internationale medier for at hyre nordkoreanere, som diktaturstaten ifølge FN tvangsudsender til arbejde i udlandet.

Her arbejder de under ofte dårlige forhold for at tjene penge hjem til regimet.

FN skønner at 100.000 tvangsudsendte nordkoreanske arbejdere tjener op til 14 milliarder kroner hjem til diktaturet hvert år.

Forsvaret afviser kritik

Hos det danske Forsvar mener stabschef og brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen, at både Forsvaret og det danske skibsværft Karstensen har gjort, hvad de kunne for at sikre sig, at der ikke arbejdede nordkoreanere på det danske skib.

For eksempel har Forsvaret fået en forsikring fra det polske skibsværft om, at det ikke var tilfældet. Desuden har hverken Forsvaret eller Karstensen set nordkoreanere, når de har ført tilsyn på det polske værft.

På baggrund af dokumentationen i TV-dokumentaren vil Anders Mærkedahl Pedersen dog ikke udelukke, at nordkoreanere i begrænset omfang kan have arbejdet på det danske skib.

Minister afviser at gå ind i sagen

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen. Men i en mail til DR skriver han:

- Det ville være helt skandaløst, hvis det virkelig er rigtigt, at der har været anvendt nordkoreansk tvangsarbejde i et EU-land som Polen. Men jeg har svært ved at se, hvad vi mere skulle kunne gøre for at undersøge påstandene omkring byggeriet af inspektionsskibet Lauge Koch nu her flere år efter, at skibet er færdigbygget.

Mens oppositionen forlanger en redegørelse fra Claus Hjort Frederiksen, er Dansk Folkeparti tilfreds med den forklaring, partiet har fået.

- Sådan som jeg har hørt det, der er kommet fra Forsvarsministeriet, så er man jo ganske klar over, at det her ikke er godt, og at det ikke skal ske igen. Og det synes jeg er rigtig fornuftigt.

- Er du tryg efter den besked?

- Ja, det synes jeg.