Ole Birk nægter at have tilbageholdt postoplysninger

Transportminister Ole Birk Olesen mener, at ordførerne er blevet underrettet om planen for at redde PostNord.

Partierne mener, at de blev underrettet om planen for sent. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Ordførerne i forligskredsen bag postforliget har været fuldt underrettet om de økonomiske udfordringer i PostNord og den fremtidige plan for virksomheden.

Det siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har beskyldt ministeren for at have tilbageholdt oplysninger.

- Ordførerne er gennem hele forløbet om PostNords alvorlige økonomiske udfordringer blevet grundigt orienteret om problemerne og de mulige løsninger, siger Ole Birk Olesen.

- Dette er sket i takt med, at de er blevet yderligere afklaret i PostNord og i mit ministerium. Det gælder også planen for virksomhedens fremtid, som vi nu er ved at kvalitetssikre og drøfte PostNord og de svenske medejere.

Ifølge PostNord orienterede virksomheden allerede i efteråret 2016 ejerne om en helhedsplan, som skulle få virksomheden på rette køl.

Ordførerne fra S og DF mener imidlertid, at de i forligskredsen først blev orienteret om planen for virksomheden 9. februar i år.

/ritzau/