Gennem to år er over 200.000 EU-støttekroner blevet misbrugt til at finansiere Dansk Folkepartis årlige sommergruppemøder. Det vurderer flere eksperter, der har gennemgået en række interne EU-dokumenter for DR Nyheder.
Støttekronerne er udbetalt af Europa-Parlamentet, men uden at parlamentet tilsyneladende har fået besked om, at støtten er gået til Dansk Folkepartis sommergruppemøder.
Oplysninger, der er afgørende, fordi EU-støttekroner ifølge reglerne hverken direkte eller indirekte må finansiere nationale partier.
- Der er klare indikationer på, at pengene er brugt til indirekte at finansiere et nationalt parti, hvilket er strengt forbudt ifølge EU’s regler, siger Wouter Wolfs, der er lektor i europæisk politik ved Leuven Universitet i Belgien, hvor han forsker i europæiske partiers brug af EU-støtte.
Professor i jura ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, har også gennemgået dokumenterne og vurderer, at sagen er alvorlig.
- Ud fra de papirer, så mener jeg, at EU-midlerne har været anvendt i strid med det, som man må bruge EU-midler til, siger Lars Bo Langsted.
- Objektivt mener jeg, at der er tale om misbrug – altså brug i strid med reglerne, siger juraprofessoren.
Intet spor af Dansk Folkeparti
EU-midlerne er betalt til det europæiske parti MELD, mens Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har været formand eller siddet i partiets ledelse. MELD var en partialliance af EU-skeptiske partier, og DR Nyheder er kommet i besiddelse af rapporter, som MELD har indsendt til Europa-Parlamentet for at beskrive, hvordan de har brugt støttekronerne.
Rapporterne viser, at sommergruppemøderne i DF over for parlamentet bliver beskrevet som europæiske MELD-sommerkonferencer afholdt af Morten Messerschmidt med over 40 deltagere.
Intet sted i papirerne er Dansk Folkeparti nævnt, og det fremgår heller ikke, at deltagerne alle var partiets folketingsmedlemmer, parlamentarikere og administrative medarbejdere.
- Når parlamentet ikke får at vide, at der kun er medlemmer af Dansk Folkeparti til stede, vil det ikke give anledning til mistanke. Jo mindre information, man deler, jo lavere er sandsynligheden for, at dem, der skal føre kontrol med dig, bliver mistænksomme, siger Wouter Wolfs fra Leuven Universitet.
Den vurdering deler professor Lars Bo Langsted.
- Man kan ikke lade være med at få den tanke, at man måske har betragtet MELD-midlerne som en praktisk pengekasse, hvor man bare skulle skrive, at det handler om EU, og så kunne man få penge til at afholde sommergruppemøderne, siger han.
MELD og den tilhørende fond FELD har tidligere været i søgelyset, fordi de ifølge Europa-Parlamentets præsidium har misbrugt EU-støtte. I alt 2,9 millioner blev krævet tilbage i maj måned, blandt andet fordi der er gået penge til politiske kampagner for Dansk Folkeparti og en sejltur rundt til 16 danske havnebyer med ledende DF-medlemmer.
Og nu viser det sig altså, at der ifølge eksperterne kan være endnu flere sager.
- Der tegner sig et mønster, hvor man giver vildledende beskrivelser af de aktiviteter, der har fundet sted. Det ser ud til, at man bevidst har misbrugt EU-midler, fastslår Wouter Wolfs.
Messerschmidt: Det var to forskellige arrangementer
Morten Messerschmidt afviser kritikken og siger, at MELD’s sommerkonferencer hverken direkte eller indirekte har været med til at finansiere Dansk Folkepartis sommergruppemøder.
- Der har været afholdt en EU-konference. Det her er jo netop ikke et arrangement sammen med Dansk Folkeparti. Det er meget vigtigt, for reglerne for de her europæiske partier er, at der ikke er en samkøring. Det er derfor, vi har insisteret på, at finansieringen er adskilt sådan, at der er en selvstændig afregning med det europæiske parti og en selvstændig afregning med Dansk Folkepartis andel, siger han.
Selvom der udelukkende var ansatte og medlemmer af Dansk Folkeparti til stede på møderne, kunne MELD’s øvrige medlemmer fra andre lande også godt have deltaget, forklarer Morten Messerschmidt.
- Det ligger om sommeren. Jeg føler mig overbevist om, at hvis det havde ligget på et andet tidspunkt kunne det godt være, der havde været interesse for at deltage fra vores polske, slovakiske og franske medlemmer.
Morten Messerschmidt kalder det ”bizart”, at MELD skulle have tilbageholdt oplysninger for Europa-Parlamentet i forsøget på at få fat i EU-støttekroner.
- Med den minutiøse tilgang, som Europa-Parlamentet i almindelighed anvender i forhold til hvordan EU’s midler bruges i de europæiske partier – så tror jeg faktisk godt de er i stand til at finde ud af, hvor de her folk kommer fra, siger han.