Messerschmidt: Hvad tror du selv? Selvfølgelig har jeg fået skrammer

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt afviser beskyldningerne om urent trav i sagen om EU-fonde. Men han erkender, at det har skadet ham politisk.

- Selvfølgelig har jeg fået skrammer.

Sådan lød det i afslutningen af et kvarter langt interview med Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i Deadline på DR2. Værten, Niels Krause-Kjær, spurgte, om Messerschmidt selv mente at have taget politisk skade af den komplekse sag om EU-fondene Meld og Feld og manglende gennemsigtighed.

- Arrh. Altså, hvad tror du selv. Selvfølgelig har jeg da det. Jeg har nu i næsten et år været trukket igennem et søle, lød det fra Dansk Folkepartis stemmesluger.

- Nu er der så fundet ét område, hvor jeg har begået en fejl, og det siger jeg pronto - at det tager jeg konsekvensen af, siger Messerschmidt med henvisning til, at han forleden trak sig som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet.

- Men selvfølgelig er det her da både personligt - overfor familie og alt det her - men i særlig grad også overfor ens politiske stamina eller habitus eller hvad man skal kalde det, noget der slider.

Meldt for identitetstyveri

Morten Messerschmidts tidligere partifælle og kollega i Europa-Parlamentet, Rikke Karlsson, har meldt ham til politiet for identitetstyveri. Karlsson er efter eget udsagn blevet indsat i hovedbestyrelsen for Meld i 2014 uden at være vidende om det.

DF'eren Jørn Dohrmann optræder også som medlem af bestyrelsen i papirerne, men også han har tidligere sagt, at han ikke kender til Meld.

- Men det kan jeg jo tilbagevise, siger Messerschmidt i interviewet.

- Lyver Jørn Dohrmann?

- Jørn Dohrmann - og alle andre i Dansk Folkeparti har skrevet under på medlemskabet, siger Messerschmidt.

Se klip fra interviewet i videoen over artiklen.