Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti står helt fast:
En ny politiskole i det vestlige Danmark skal placeres i eksisterende byggeri.
VLAK-regeringen står lige så fast:
En ny politiskole skal placeres i en ny bygning i Herning, som det også står i regeringsgrundlaget.
Det er status efter et møde i politiforligskredsen hos justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fredag eftermiddag.
Omdrejningspunktet i striden er finansieringen af en nybygget politiskole. Ifølge Rigspolitiets vurdering vil det koste 552 millioner kroner, og det er Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti lodret imod.
Begge partier mener, at den nye politiskole skal være klar til at uddanne betjente i 2018, og at den skal kunne holdes inden for den økonomiske ramme.
Dermed kan regeringen ikke samle et flertal i Folketinget, men justitsministeren har ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen af den grund.
- Den her sag er meget enkel. Vil vi bygge ny skole med alle moderne faciliteter bygget op fra bunden, eller vil vi bygge i eksisterende bygninger, hvor man ikke kan leve op til de samme krav, når det gælder funktionalitet og sikkerhed, siger Søren Pape Poulsen.
- Det er jo ikke bare nye klasselokaler, det drejer sig om. Det handler også om, at man kan øve indtrængen eller forskellige situationer i terrorangreb. Der er også laboratorier. Derfor synes jeg, vi skal bygge det bedste, siger han.
Har ikke 90 mandater
Hvad vil du gøre, hvis et flertal fastholder, at det skal være i eksisterende bygninger og ikke vil være med til at bevilge penge til at bygge nyt?
- Nu håber jeg, at vi kan holde et møde i næste uge, hvor vi kan kigge argumenterne ekstra godt igennem. Kigge i rapporterne en ekstra gang, og skulle vi så ende i den situation, så må regeringen gøre op, om vi vil fremsætte forslaget, eller ikke vil.
Kan der blive bygget nyt, hvis der ikke er et flertal for det?
- Det kræver jo, at der er et flertal. Vi skal have et aktstykke igennem Finansudvalget, men spørgsmålet er, om jeg er klar til på regeringens vegne at påtage mig det ansvar at bygge noget imod Rigspolitiets anbefalinger. Det vil jeg lige tænke over og drøfte med partierne en ekstra gang.
Er du villig til at blive stemt ned i folketingssalen?
- Vi må se, om det kommer så langt. Det ligger mig meget på sinde at give politiet de bedste rammer, men lad os nu sætte os ned og ikke tale os længere fra hinanden, siger justitsministeren.
Rigspolitiet har gennemgået 45 eksisterende bygninger til en ny politiskole i 32 forskellige kommuner og anbefalede til sidst nybyggeri.
DF: Det er dårlig stil
Men både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kræver nu, at Rigspolitiet kommer med en ny anbefaling om, hvilken eksisterende bygning, der er bedst egnet.
- Vi har sagt meget klart, at vi ønsker at bruge eksisterende bygninger, og derfor vil vi have Rigspolitiet til at indstille den bygning, som de mener er bedst egnet, siger retsordfører Trine Bramsen (S):
- Regeringen har ikke flertal, hverken i forligskredsen eller i Folketinget, for at bygge nyt. Og der kom ikke nogen argumenter frem i dag, som entydigt slår fast, at det er nødvendigt med nybyggeri for at kunne uddanne dygtige betjente i fremtiden, siger hun.
Pape vil ikke afvise, at Rigspolitiet skal komme med en ny anbefaling, men maner til besindighed og påpeger, at der er et nyt møde i forligskredsen i næste uge.
Forløbet om politiskolen har været særdeles mudret. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, kalder det "kaotisk" og mener, at regeringen har kørt "dårlig stil".
- Det har været usmart, for man traf en beslutning uden overhovedet at høre forligskredsen. Man lod det stå på i et år og ændrede kriterierne undervejs og bragte nybyggeri ind, siger han.
Justitsministeren erkender da også, at det ikke har været særlig kønt:
- Processen og forløbet har ikke været fantastisk. Det tror jeg, at alle siger. Hvis man nu kigger i bakspejlet, vil alle nok sige, at vi skulle bare have truffet en beslutning, da vi lavede forliget, siger Søren Pape Poulsen.