Ny job-udflytning bliver dyrere end forventet

Dobbeltbemanding på grund af sidemandsoplæring er en af årsagerne til den højere flyttepris.

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde (V) er det forventeligt, at der er højere udgifter per medarbejder i anden jobudflytning. (Foto: © Martin Sylvest Andersen /Scanpix, DR ARKIV)

Udgifterne til anden runde af statslige arbejdspladser,der flyttes ud af København, bliver dyrere end den første runde, viser tal fra Finansministeriet.

I efteråret 2015 besluttede den daværende Venstre-regering at flytte 4.000 statslige arbejdspladser ud af København. Det kom til at koste 808 millioner kroner.

Anden runde betyder, at 1.800 statslige arbejdspladser skal flyttes, og det vil koste 550 millioner kroner. Dermed er prisen væsentligt højere per flyttede medarbejder.

Helt konkret vil den kommende flytning koste 387.000 kroner per medarbejder, mens det ved den sidste udflytning kostede 250.000 kroner per medarbejder.

- Når man flytter arbejdspladser, må man forvente et midlertidigt fald i produktiviteten. Men man kan afbøde noget af faldet ved at lade nogle af de erfarne medarbejdere sidemandsoplære de nye eller kortvarigt fastholde medarbejdere i København i flytte- og etableringsperioden, siger innovationsminister Sophie Løhde.

Det vil ifølge ministeren i perioder give dobbeltbemanding, og den metode har flere arbejdspladser gjort brug af i første flytterunde.

Størstedelen af de berørte arbejdspladser forventes at være etableret inden udgangen af 2019. Enkelte etableringer vil dog løbe over en længere periode, bl.a. fordi bygninger skal renoveres.

/ritzau/