Når solen skinner, tager Siri Venning sit arbejde med ud på altanen.
Det seneste år har hun stykket et arbejdsliv sammen med hjemmearbejdsdage og lange togture, fordi hendes job som fuldmægtig i Socialstyrelsen er flyttet til Odense som led i regeringens første udflytningsrunde.
- Jeg fik en fin aftale med min chef, hvor jeg kunne prøve nogle forskellige modeller af, og finde ud af hvad der passede bedst ind i min hverdag, fortæller Siri Venning.
En ny status fra Finansministeriet viser, at 70 procent af de statslige arbejdspladser fra første runde nu er flyttet.
Godt en fjerdedel af medarbejderne har valgt at beholde deres job. De pendler til arbejde ligesom Siri Venning, eller også har de flyttet bopæl efter jobbet.
Flytning af statslige arbejdspladser
- •
Første runde: I 2015 meddelte regeringen, at 3.900 statslige arbejdspladser skulle flyttes.
- •
Af dem er 2.738 af arbejdspladserne nu flyttet, og 721 af arbejdspladserne er besat af medarbejdere, der har beholdt deres stilling.
- •
Opgørelsen skelner ikke mellem, hvor mange der pendler, og hvor mange der har bosat sig i nærheden af deres arbejdsplads efter flytningen.
- •
Anden runde: I 2017 meddelte regeringen, at der skal flyttes yderligere 4.024 arbejdspladser.
- •
Pendlerordning og hjemmearbejde
Siden regeringen satte navn på de 44 institutioner, der blev berørt af første udflytningsrunde, er der blevet brugt forskellige lokkemidler for at få medarbejderne til at blive i deres stillinger.
Den hyppigst anvendte gulerod er ifølge en erfaringsopsamling fra januar, at de ansatte bliver tilbudt fleksible arbejdsforhold med mulighed for hjemmearbejdsdage.
Tidligere i udflytningsprocessen – i sensommeren 2016 – blev kun 14 procent af medarbejderne i deres stillinger, efter deres arbejdsplads var flyttet.
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) betegner det som "positivt", at tallet nu er steget.
- Det betyder rigtig meget i forhold til at sikre en succesfuld flytning og etablering af statslige arbejdspladser, at der er medarbejdere med i processen, som kan sikre, at den nødvendige viden bliver overført til den nye arbejdsplads, siger ministeren.
Formand for Djøf Offentlig Sara Vergo er ikke i tvivl om, at muligheden for at pendle og arbejde hjemme er med til at fastholde medarbejdere, som ellers ville have sagt op.
Men samtidig tvivler hun kraftigt på, at de vil fortsætte pendlerlivet på den lange bane.
- En del af dem vil formentlig stoppe, når de kan finde et job tættere på deres hjem. Det er for eksempel temmelig tidskrævende at pendle fra København til Brønderslev, og det betyder måske, at de må leje et sted at bo i ugens løb og være væk fra familien, siger Sara Vergo.
Videnstab og tab af historik
Hos Socialstyrelsen har Siri Venning mærket, at en del medarbejdere er søgt væk. Hun har også set kolleger, som gav pendlerlivet en chance, men endte med at sige op, fordi det ikke fungerede for dem.
- Man har kunnet mærke internt, når vi har samarbejdet på tværs, at der har været større udskiftning på posterne, hvilket har betydet videnstab og tab af historik. Så det har helt sikkert haft en betydning, siger hun.
Flytningen betyder også, at Siri Venning ser mindre til de kolleger, hun før arbejdede sammen med i København.
- Vi lægger vores hjemmearbejdsdage meget fleksibelt og er der forskudt, så der kan godt gå en uge eller mere, hvor jeg ikke ser dem, der pendler ligesom jeg, fortæller Siri Venning.
Der er også dage, hvor hendes lange togtur til Odense ender med en noget mennesketom dag på kontoret.
- Når jeg kommer derover, er det for at sidde sammen med mine kolleger, så vi kan sparre fagligt og vende de udviklinger, der sker på vores område. Så er det ærgerligt, hvis der ikke er ret mange på kontoret, og så kan jeg godt komme til at tænke på, om jeg ikke skulle være blevet hjemme selv, siger hun.
Status: Disse er flyttet
- •
Aalborg: 96 arbejdspladser fra Geodatastyrelsen, 54 fra Ankestyrelsen og 13 fra Forsvarets søopmålere
- •
Aarhus: 96 stillinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed og 9 fra GEUS
- •
Augustenborg: 15 arbejdspladser fra Fiskeristyrelsen og 20 fra Miljøstyrelsen
- •
Auning: 18 arbejdspladser fra Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum
- •
Billund: 11 arbejdspladser fra Børnerådet
- •
Brønderslev: 37 arbejdspladser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
- •
Esbjerg: 41 arbejdspladser fra Energistyrelsen
- •
Hjørring: 32 fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse og 235 fra Statens Administration
- •
Ikast: 41 arbejdspladser fra Patent- og Varemærkestyrelsen
- •
Karup: 7 arbejdspladser fra DMI
- •
Korsør: 65 arbejdspladser fra Søfartsstyrelsen
- •
Lemvig: 15 arbejdspladser fra Kystdirektoratet
- •
Nykøbing Falster: 62 arbejdspladser fra Slots- og Kulturstyrelsen
- •
Odense: 42 arbejdspladser fra Styrelsen for Forskning og Innovation, 55 fra Spillemyndigheden og 185 fra Socialstyrelsen
- •
Randbøl: 81 arbejdspladser fra Naturstyrelsen
- •
Ringsted: 8 arbejdspladser fra Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane
- •
Rønne: 7 arbejdspladser fra Rådet for Socialt Udsatte
- •
Silkeborg: 25 arbejdspladser fra Skatteankestyrelsen
- •
Skanderborg: 32 arbejdspladser fra Bygningsstyrelsen
- •
Slagelse: 51 arbejdspladser fra Arbejdstilsynet og 61 fra Miljøstyrelsen
- •
Sorø: 11 arbejdspladser fra Nationalt Center for Undervisning i Natur, Teknik og Sundhed
- •
Viborg: 162 arbejdspladser fra Nævnenes Hus og 93 fra Civilstyrelsen
- •
Dertil kommer 344 arbejdspladser fra Landbrugsstyrelsen, 157 fra Arbejdsskadestyrelsen, 144 fra Banedanmark, 110 fra Skat, 86 fra ATP, 73,5 fra Statens Administration, 73 fra Færdselsstyrelsen og Taksationssekretariatet, 39 fra Energinet.dk og 31 fra Erhvervsstyrelsen
- •
De er flyttet til Haderslev, Vordingborg, Hillerød, Esbjerg, Nykøbing Falster, Frederikshavn, Holstebro, Rønne, Herning, Viborg, Aalborg, Ribe, Odense, Ringsted, Fredericia, Næstved, Horsens, Augustenborg, Tønder og Skælskør Kilde: Finansministeriet