Når topskatten får det til at slå gnister i dansk politik

Siden begrebet "topskat" første gang så dagens lys i 1993, har det i flere omgange fået dansk politik til at slå gnister.

Fra venstre side i folketingssalen lyder det, at skatten mindsker uligheden og gør, at de bredeste skuldre bærer mest, mens liberale kræfter er overbevist om, at mindre topskat betyder mere vækst - og dermed mere velfærd.

Om få måneder vil den omstridte ekstra-skat med al sandsynlighed ende på manges læber, når politikerne skal forhandle om en ny skattereform. I regeringsgrundlaget står der, at man vil fremlægge et forslag, der "markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat", men Dansk Folkeparti afviser på forhånd, at færre danskere skal betale topskat.

Det vil langt fra være første gang, at topskatten skaber drama i dansk politik. Vi har derfor samlet et udpluk af historiske forløb, hvor topskatten har været omdrejningspunktet på Christiansborg:

Bendtsen truer med at forlade Fogh

Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid slog det til tider gnister, når topskattelettelser kom på forhandlingsbordet.

De fleste har et indtryk af, at tiden under Fogh var udramatisk og uden store slagsmål internt i VK-regeringen - at alt arbejdet var præget af disciplin, drejebøger og fasttømret blokpolitik. Men det er langt fra et retvisende billede.

Da der i sensommeren 2007 skulle forhandles en skattereform på plads, var Foghs regering faktisk tæt på at kollapse.

De Konservatives leder, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, stod så stejlt på sit krav om at få omfattende skattelettelser, at han decideret truede Anders Fogh Rasmussen med, at Det Konservative Folkeparti ville forlade ministerkontorerne på Slotsholmen. Det har en central kilde i forløbet fortalt til DR Nyheder.

K-lederen, der også var vicestatsminister, var dog ikke klar til at vælte regeringen og stille et mistillidsvotum.

Fogh ville kun gå med til at lette skatten for syv milliarder kroner, og på et sommertræf med Venstre havde han udelukkende talt varmt for lettelser i bunden med en social profil – uden at have afstemt det med Bendt Bendtsen.

Det fik noget usædvanligt den konservative partiformand til at gå i medierne og tale for rimeligheden i, at skattelettelserne også skulle gælde for dem med højere indkomster.

Det behagede bestemt ikke Fogh, der prioriterede skattelettelser relativt lavt, og i den periode var mere optaget af at omfavne velfærden. Men Bendt Bendtsen lykkedes delvist med sin mission.

I aftalen om skattereformen blev der afsat 10 milliarder kroner samlet til skattelettelser, hvoraf fem milliarder kroner blev brugt på at hæve grænserne for, hvornår der skulle betales mellem- og topskat.

Midt i en finanskrise

VK-regeringen blev genvalgt i november 2007, og i det nye regeringsgrundlag fremgik det, at regeringen ønskede at gennemføre en reform af skattesystemet. Målet var en "markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst".

Til formålet nedsatte regeringen i januar 2008 en skattekommission, som skulle udarbejde modeller for en samlet skattereform. Skattereformen skulle efter kommissoriet blandt andet indeholde en reduktion af skatten på arbejdsindkomst, herunder skatten på den sidst tjente krone.

Kommissionens rapport blev fremlagt i februar 2009, og blandt anbefalingerne var en afskaffelse af mellemskatten, øget beskæftigelses- og personfradrag, en nedsættelse af topskatten med 1,5 procent samt en hævelse af grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Men i forhandlingerne lykkedes det Dansk Folkeparti at få indrømmelser på topskatten, som forblev på de 15 procent, som satsen stadig ligger på. Støttepartiet fik også ekstra lettelser i bunden, og den grønne check blev målrettet til folk med lavere indkomster.

Erhvervslivet og liberale tænketanke kritiserede regeringen i voldsomme vendinger for at lytte for meget til Dansk Folkeparti, der dengang blev udråbt som sejrherre, fordi det var lykkedes for støttepartiet at give aftalen en social profil.

I tørre tal betød aftalen om skattereformen, at topskattegrænsen blev forhøjet fra 347.200 kr. i 2009 til 389.900 kr. i 2010. Regeringen ville i sit udspil nedsætte den med 1,5 procentpoint fra 15 pct. til 13,5 pct., men løb som nævnt panden mod muren i forhandlingerne.

Möger og leverpostejkronikken

Topskatten var også på menuen tilbage i 2012, hvor S, R og SF sad på regeringsmagten med Enhedslisten som støtteparti. Her forsøgte daværende SF-skatteminister Thor Möger Pedersen at forberede befolkningen på en skattereform med en berømt kronik i Berlingske.

Den fik øgenavnet "leverpostejkronikken", fordi Thor Möger Pedersen agiterede for, at de hårdtarbejdende danskere, der hver dag står op og smører leverpostejmadder, skulle tilgodeses i en varslet skattereform.

Få måneder efter præsenterede den røde regering et udspil, der indeholdt topskattelettelser, samtidig med at dem med de mindste indkomster skulle betale ved at lade overførselsindkomsterne regulere langsommere end planlagt.

Det lå umiddelbart til, at de borgerlige kunne gå med i en aftale, men meget sent i forhandlingsforløbet virkede det ret sikkert, at den røde regering med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen ville lande en aftale med Enhedslisten.

Men sådan gik det ikke. I 11. time kom Venstre og De Konservative med om bord, og Enhedslisten stod målløse tilbage og følte sig snigløbet af regeringen.

Det var her, at Enhedslistens daværende politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, anklagede regeringen for at "pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering".

Aftalen betød under alle omstændigheder, at indkomstgrænsen for topskat blev forhøjet. Skattereformen blev blandt andet finansieret ved at skære 2,7 milliarder kroner af Forsvarets budget.

Samuelsens ultimative krav

Dansk Folkepartis nej til at hæve topskattegrænsen, som de kom med i går, leder tankerne hen mod det kaotiske forløb sidste efterår, hvor Liberal Alliance som daværende støtteparti for Venstre-regeringen stillede et ultimativt krav om at lette topskatten med fem procentpoint fra 15 til 10 procent.

Ellers ville partiet vælte V-regeringen, lød truslen dengang.

Her meldte Dansk Folkepartis formand sig imidlertid også på banen med sit eget ultimatum: Partiet ville på ingen måde være med til at sænke topskatten med fem procentpoint. Det kunne Liberal Alliance og de øvrige partier i blå blok lige så godt indstille sig på før forhandlingerne.

- Vi er aldrig kommet til forhandlingsbordet med ultimative krav, men denne her situation er så ekstraordinær, at vi bliver nødt til at trække en streg i sandet, lød det i september sidste år fra Kristian Thulesen Dahl.

Forhandlingsforløbet om Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan kom derfor aldrig for alvor i gang, og hele topskattedebatten endte med, at Liberal Alliance måtte opgive sit ultimative krav mod at blive indlemmet i regeringen.

Samuelsen har ellers tidligere gjort det klart, at der ikke findes noget i den her verden, der kunne få ham til at droppe sit ultimative krav.

At mærkesager er vigtigere end ministerbiler, har LA-partilederen også gjort klart. På LA's landsmøde i 2013 sagde Samuelsen:

- Liberal Alliance vil ikke stille sig tilfreds med et par millioner til en veterantogbane eller en flot ny grænsebom. Vi deltager ikke i spillet om ministerposter, så er det sagt.

- Vi deltager ikke i kapløbet om, hvem der kan få sit navn trykt på en pressemeddelelse om et eller andet perifert forlig. De Konservative og SF har på hver deres måde bevist, at man kan vinde ministerbiler og tabe sin sjæl, sagde Samuelsen.

Ikke desto mindre nedtonende den nye VLAK-regering i sit regeringsgrundlag retorikken omkring topskatten, og i stedet for at sænke selve procentsatsen fra 15 til 10 procent, hed det i stedet, at man ville fremlægge et forslag, der ”markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat”.