DF til regeringen: Drop alle tanker om at lette topskatten

Dansk Folkeparti afviser at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Der kan højest blive tale om at give skattelettelser i bunden, lyder det.

- Jeg har meget svært ved at se, hvordan vi skulle kunne blive enige om at lempe noget omkring topskatten. Både i forhold til at sænke procenten for topskat eller at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Dansk Folkeparti kaster sig nu ind i efterårets helt store slagsmål på Christiansborg med en markant melding.

Forud for de kommende skatteforhandlinger gør regeringens støtteparti det tindrende klart, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at lette skatten for de mest vellønnede danskere.

- Tiden er ikke til at sænke skatten for dem, der tjener mest, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.

Dansk Folkeparti afviste allerede for et år siden at sænke selve topskattesatsen fra 15 til 10 procent, som var et markant krav fra Liberal Alliance, og nu afviser DF ydermere at hæve den såkaldte topskattegrænse, så færre kommer til at betale topskat.

- Jeg vil gerne komme med en klar opfordring til regeringen: Læg alt det der med topskatten til side, så vi får mulighed for at diskutere andre ting, som er vigtige for danskerne, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg har meget svært ved at se, hvordan vi skulle kunne blive enige om at lempe noget omkring topskatten. Både i forhold til at sænke procenten for topskat eller at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat, siger Thulesen Dahl.

”Vi har været der”

Det er regeringens ambition, at færre danskere skal betale topskat, men hvis der overhovedet skal gives skattelettelser til efteråret, så skal de gives i bunden til personer med lavere indkomster, mener Dansk Folkeparti.

Regeringen har ligeledes ambitioner om at sænke skatten i bunden, og DF-formand Kristian Thulesen Dahl opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at fokusere på netop de lavere indkomster i forbindelse med de kommende forhandlinger.

- Uanset om vi taler om at sænke procenten for topskat, eller vi taler om at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat, så har vi været der. Man har jo i de senere år hævet grænsen for, hvornår man skal betale topskat, og der må man bare sige, at der er ikke grund til at gå videre ad den vej, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis der er penge til skattelettelser, bør det komme dem til gavn, som har de laveste indkomster, og som fortjener at have en skærv mere til sig selv, når de har slidt og slæbt på arbejdsmarkedet, siger han.

Vil undgå ”meningsløse diskussioner” om topskat

Dansk Folkepartis nej til at hæve topskattegrænsen vækker i høj grad minder om det kaotiske forløb sidste efterår, hvor Liberal Alliance som daværende støtteparti for Venstre-regeringen stillede et ultimativt krav om at lette topskatten med fem procentpoint fra 15 til 10 procent.

Ellers ville partiet vælte V-regeringen, lød truslen dengang.

Her meldte Dansk Folkepartis formand sig imidlertid også på banen med sit eget ultimatum: Partiet ville på ingen måde være med til at sænke topskatten med fem procentpoint. Det kunne Liberal Alliance og de øvrige partier i blå blok lige så godt indstille sig på.

Det er et lignende forløb med ”meningsløse diskussioner”, som Kristian Thulesen Dahl - med sin afvisning af at hæve topskattegrænsen - håber på at undgå i dette efterår.

- Hvis vi skruer tiden et år tilbage, så havde vi et efterår, hvor der gik måneder med at danse om topskatten, uden at der kom noget som helst ud af det, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Så hvorfor bruge måneder nu her igen i efteråret på noget, som vi i sidste ende må anerkende, at vi ikke kan blive enige om?

Forhandlingsforløbet om Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan kom aldrig for alvor i gang, og hele topskattedebatten endte i november sidste år med, at Liberal Alliance måtte opgive sit ultimative krav mod at blive indlemmet i regeringen.

LA har haft et år til at vænne sig til tanken

Den nye VLAK-regering nedtonede i sit regeringsgrundlag retorikken omkring topskatten, og i stedet for at sænke selve procentsatsen fra 15 til 10 procent, hed det, at man ville fremlægge et forslag, der ”markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat”.

Det er af flere iagttagere og kommentatorer blevet tolket sådan, at VLAK-regeringen dermed lagde op til at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Det er en sådan model, som Dansk Folkeparti nu afviser.

Kristian Thulesen Dahl, hvad betyder det her for samarbejdet og sammenholdet i blå blok?

- Jeg synes ikke, at der er nogen, der skal blive overraskede over vores holdning. Den holdning stod krystalklart sidste efterår, da Liberal Alliance sagde ultimativt, at de ønskede at sænke topskatten med fem procentpoint hele vejen op.

- Det ønskede Dansk Folkeparti ikke, og der må man vel også tage bestik af, hvad vi mener. Nu har de haft et års tid til at vænne sig til tanken, så skulle vi ikke i fællesskab sætte os ned og finde ud af, hvordan vi gør ting til gavn for danskerne, som faktisk efterspørges. Og det er altså ikke lavere topskat, siger Kristian Thulesen Dahl.

Topskattegrænsen ligger i dag på 479.600 kroner. Hvis man tjener mere end det beløb på et år, skal man dermed betale 15 procent ekstra i skat af den del af lønnen, som ligger over grænsen. Omkring en halv million danskere betaler topskat.