Mogens Jensen om mistillid efter minkskandale: 'Det er ikke op til mig at tage konsekvensen'

Fødevareministeren skal i samråd om minkforløbet i morgen. Venstrepolitiker tror dog, han har trukket sig inden.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) er havnet i strid politisk kuling på grund af ordren om, at alle danske mink skal aflives.

Siden ordren blev givet i sidste uge, har det nemlig vist sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til beslutningen.

Og Mogens Jensen erkender da også, at der er blevet begået fejl.

- Det erkender jeg, og det undskylder for, siger han.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har i dag erkendt, at det var en fejl, at man sagde til minkavlerne, at alle mink skulle aflives.

Grundlaget for beslutningen er en risikovurdering fra Statens Serum Institut, der ifølge sundhedsministeren konkluderer, at minkavl udgør en betydelig risiko for folkesundheden. Et grundlag og en vurdering, som oppositionen langt fra er enig i.

Tager ansvaret

Ifølge fødevareministeren er fejlen begået i hans ministerium grundet hårdt tidspres.

- Det har været et hårdt tidspres at tage de her beslutninger, og der begåes fejl, når der er tidspres, men derfor skal der lovhjemmel alligevel. Jeg tager selvfølgeligt ansvar for fejl, der bliver begået i mit ministerium. Også selvom jeg selv får viden om det her på et sent tidspunkt i forløbet.

Og netop detaljerne om hvem der vidste hvad hvornår har fyldt meget i dag på Christiansborg. For vidste regeringen, at man manglede lovgivning til aflivningen er mink?

Det har både Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og Mogens Jensen afvist.

Mogens Jensen siger, at han blev bekendt med den manglende lovhjemmel "sidst på ugen", men han vil ikke sige præcist hvornår.

- For at alle kan se, hvad der er foregået, laver vi nu en redegørelse til Folketinget, der er klar om en uge, siger han.

Tror ikke på samråd

Thomas Danielsen fra Venstre, der er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget kaldte allerede Mogens Jensen i samråd, inden det kom fra, at aflivningen af min var grundlovsstridig - helt præcis mandag i sidste uge.

Det gjorde han, fordi håndteringen af minksituationen har været "katastrofal". Han er blandt andet utilfreds med håndteringen af de døde mink.

Thomas Danielsen regner dog ikke med, at samrådet i morgen klokken 13 bliver afholdt.

- Jeg tror, at han har trukket sig inden. I de ni år jeg har siddet i Folketinget, har jeg nemlig ikke set noget lignende, siger Thomas Danielsen.

Hvis ikke Mogens Jensen selv trækker sig, så forventer Thomas Danielsen, at andre tager beslutningen for ham.

Mogens Jensen har dog ikke tænkt sig at trække sig.

- Jeg synes ikke, at det er min opgave at drage den konklusion.

Statsminister Mette Frederiksen blev tidligere i dag spurgt, om hun fortsat har tillid til Mogens Jensen som minister.

- Det har jeg, fordi ellers var de ikke ministre i regeringen.