Minister vil afskaffe fotovogne

Mange af politiets mobile fotovogne, der blitzer fartglade bilister, skal droppes og i stedet erstattes af fastmonterede stærekasser, lyder det fra transportminister Hans Christian Schmidt (V).

Der bliver færre fotovogne som denne her, bebuder transportministeren.

Det er under et halvt år siden, at antallet af fotovogne blev firedoblet fra 25 til 100. Men nu skal mange af dem afskaffes igen, lyder det fra transportminister Hans Christian Schmidt (V).

- Vi skal have nedbragt antallet af fotovogne, siger han til DR Nyheder.

I stedet vil regeringen opsætte såkaldte stærekasser, der er en fastmonteret boks, som fotograferer fartsyndere.

- Der er nogle helt indlysende fordele ved stærekasser. Hele idéen er jo, at når man har stærekasser, så behøver man ikke at have bemandede fotovogne. Dermed kan man jo bruge politibetjentene, der i dag sidder inde i fotovognene, til andre opgaver, siger Hans Christian Schmidt.

Uvis antal skal væk

Så hvor mange færre fotovogne skal der være?

- Det vil jeg ikke sige noget om endnu, før jeg ser, hvad et nyt udvalg indstiller til mig, siger Hans Christian Schmidt med henvisning til, at han sammen med justitsminister Søren Pind (V) nu nedsætter et hurtigarbejdende udvalg bestående af repræsentanter fra både Transport- og Justitsministeriet.

Udvalget skal blandt andet komme med præcise anbefalinger til, hvor mange af de nuværende 100 flytbare fotovogne, der skal væk og hvor mange fastmonterede stærekasser, der skal sættes op i stedet. Hans Christian Schmidt fastslår, at anbefalingerne skal ligge klar inden årets udgang.

- De anbefalinger, vi får fra udvalget, de skal i hvert fald være færdige i år. Og så er det bare om at gå i gang. Men vi skal selvfølgelig også læne os op ad, hvad anbefalingerne lyder. Vi skal have undersøgt det ordentligt. Men resultatet bliver, som vi sagde før valget: Vi skal have færre fotovogne, siger Hans Christian Schmidt og understreger samtidig, at regeringen ikke har til hensigt at skære ned på den samlede fartkontrol.

- Det er trafiksikkerheden, der ligger os på sinde, siger Hans Christian Schmidt.

Hvorfor er der mere trafiksikkerhed ved at have stærekasser frem for fotovogne?

- Stærekasser kan opstilles permanent på meget farlige veje. Det har man stor succes med i Sverige, siger Hans Christian Schmidt.

Fotovogne blev kaldt pengemaskiner

Da Venstre var i opposition, var kampen mod fotovognene en højprofileret sag for partiet. ”Fotovognene er rene pengemaskiner,” har det igen og igen lydt fra Venstre før folketingsvalget i juni.

Hans Christian Schmidt, er du enig med din partifælle i, at fotovognene er rene pengemaskiner?

- Det vil jeg ikke svare på. Folk må jo have de synspunkter, de har. For mig er trafiksikkerheden det vigtige, siger Hans Christian Schmidt.

Vil det ikke være en utrolig dårlig forretning for statskassen at afskaffe nogle fotovogne, som man lige har købt?

- Nu ved jeg jo ikke, hvordan man gør det. Men det er jo netop for at bære sig fornuftigt ad, at vi nu nedsætter et udvalg, der undersøge, hvordan vi gør det på den mest fornuftige måde. Vi er naturligvis bevidst om, at vi nu overtager nogle fotovogne, og selvfølgelig skal vi jo også opføre os på en måde, så vi får noget ud af den investering, siger Hans Christian Schmidt.

Stærekasser som forsøg

I 2009 blev stærekasserne afprøvet på 10 udvalgte vejstrækninger på Sjælland.

Trafikforsker Tove Hels fra Danmarks Tekniske Universitetet, har på baggrund af forsøget tidligere at stærekasserne var "umådeligt effektive" og nedsatte hastigheden med 12 procent. Hun anbefalede at satse på en kombination af stærekasser og fotovogne.

- Stærekasserne vil være godt til de steder man ved på forhånd er farlige. Og fotovognene vil være gode til at opretholde et kontroltryk fordi bilisterne ikke ved hvor de er, fastslog Tove Hels.

Og det er også kombinationen regeringen satser på, fastslår transportministeren. For bilisterne er den store forskel blandt andet, at der i forbindelse med stærekasser er opstillet skilte, der advarer om fartkontrol forude.

- Det er jo kun godt, hvis folk overholder hastighedsgrænserne. Det er jo selve formålet med fartkontrol, siger Hans Christian Schmidt og tilføjer, at når svenskerne har succes med stærekasser, så er det også relevant at afprøve dem i Danmark.