Der var i 2015 131.000 såkaldte småjob på det danske arbejdsmarked. Det viser en analyse fra Beskæftigelsesministeriet.
Med småjob menes stillinger på mellem 20 og 40 timer om måneden.
Den type job er kommet i fokus med det nye kontanthjælpsloft og 225-timers reglen, hvor kontanthjælpsmodtagere mister penge, hvis ikke de arbejder 225 timer årligt.
- Konklusionen her er, at der er job til, at man kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
Spørgsmål: Analysen viser jo ikke nødvendigvis, at der er ledige småjob til kontanthjælpsmodtagere lige her og nu?
- Nej, det har du ret i. Derfor skal det garneres med den nødvendige aktivitet fra jobcentrene i forhold til at skabe kontakt til erhvervslivet og søgeaktiviteten fra den enkeltes side, siger han.
Ifølge analysen er der småjob fordelt over hele landet. Dog er der klart flest i Region Hovedstaden, hvor der også generelt er flest beskæftigede.
I alt er 33.000 personer blevet ramt af kontanthjælpsloftet, der trådte i kraft 1. oktober. Beskæftigelsesministeriet skønner, at 9000 personer vil blive ramt af 225-timers reglen.
/ritzau/