Minister: Koalitionen har dræbt mindst 70 civile i kampen mod IS

Mindst 70 civile i Irak og Syrien er blevet dræbt af den USA-anførte koalition, som danske kampfly er del af.

Ifølge forsvarsminister Peter Christensen har koalitionens kamp mod IS kostet 70 civile livet. Dansk Institut for Internationale Studier tvivler dog på, at tallet er korrekt. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Antallet af civile, der er blevet dræbt ved bombeangreb i Syrien og Irak foretaget af USA-koalitionen, som Danmark er med i, er mindst 70.

Det fremgår ifølge Metroexptress af et folketingssvar fra forsvarsminister Peter Christensen til Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

- Nu får vi det for første gang sort på hvidt, at bombardementerne koster civile tab, siger Nikolaj Villumsen, som kritiserer, at der ikke er mere åbenhed om de civile tab.

- Det er dybt problematisk, at vi har den her mørklægning af noget så alvorligt som civile dræbt i krig. Det er altafgørende, at vi får et fuldt indblik. Min store frygt er, at de civile tab er en gave til ekstremisterne i Islamisk Stat, som kan bruge det til at rekruttere yderligere.

Seniorforsker Frederik Rosén fra Dansk Institut for Internationale Studier sætter spørgsmålstegn ved, om tabstallet er korrekt.

- Der er meget, som indikerer, at vi er langt over 70 civile tab, som ministeren oplyser, for det går ekstremt hårdt for sig dernede, siger Frederik Rosén.

Han undrer sig over, at det først er nu, der kommer tal på de civile tab fra dansk side.

/ritzau/