Miljøstyrelsen rykker til Odense: Se alle udflytningerne her

Aarhus får 306 statslige arbejdspladser - Ringkøbing 171. Se hele listen her.

Miljøstyrelsen er en del af Miljø- og Fødevareministeriet og administrerer lovgivningen om den miljøbeskyttelse, der skal sikre ren luft, vand og jord og gode levevilkår for mennesker, dyr og natur. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Miljøstyrelsen med over 400 ansatte flyttes fra København til Odense som led i regeringens anden runde med udflytning af statslige arbejdspladser.

Samtidig overføres Miljøstyrelsens opgaver med ministerbetjening til departementet - det drejer sig om 150 arbejdspladser.

Det oplyser regeringen i en pressemeddelelse.

Samlet set er Odense også den by, der får flest statslige arbejdspladser - nemlig 465 i alt.

Aarhus får andenflest med 306 statslige arbejdspladser - heraf udgøres 141 af samtlige ansatte i Patientklagestyrelsen, der rykkes til Danmarks andenstørste by.

Roskilde er nummer tre på listen med 264 statslige arbejdspladser - det dækker over medarbejdere fra dele af Vurderingsstyrelsen og Gældsstyrelsen.

I alt 49 byer får nye statslige arbejdspladser.

  • Hele institutioner som sendes ud:

  • Miljøstyrelsen (440)

  • Statsligt gasselskab (188)

  • Patientklagestyrelsen (141)

  • Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) (80)

  • Energitilsynet (78)

  • Danmarks Innovationsfond (46)

  • De Økonomiske Råds sekretariat (33)

  • Lønmodtagernes Garantifond (31)

  • Miljømærkesekretariatet (24)

  • Dansk Sprognævn (15)

  • Lokale- og Anlægsfonden (14)

  • Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd (11)

  • Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (10)

  • Sekretariatet for Studievalg Danmark (4)

  • Her sendes dele af arbejdspladsen ud:

  • Dele af Politiet (125)

  • Dele af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (95)

  • Måltal for samling af løn- og regnskabsopgaver i Statens Administration (75)

  • Dele af Banedanmark (60)

  • Dele af Erhvervsstyrelsen (56)

  • Dele af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (40)

  • Dele af Styrelsen for Forskning og Uddannelse (28)

  • Dele af Moderniseringsstyrelsen (23)

  • Dele af Statens It (20)

  • Dele af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte (18)

  • Dele af Udlændingestyrelsen (15)

  • Dele af Digitaliseringsstyrelsen (13)

  • Dele af Styrelsen for Patientsikkerhed (12)

  • Dele af Nationalt Genom Center (10)

  • Dele af Energinet (10)

  • Samling af tilsynsopgaver i Sikkerhedsstyrelsen (6)

  • Øvrige (67)

I alt 4.024 arbejdspladser skal holde store flyttedag i forbindelse med regeringens ”Bedre Balance ll”-plan.

En del af de jobflytninger er dog meldt ud i forvejen, idet over halvdelen af stillingerne hører hjemme i Skat, hvor der allerede er præsenteret en plan for udflytning og opsplitning i mindre enheder.

Fraregnet det tal er der tale om godt 1.800 nye stillinger, der nu skal flyttes til provinsen.

Region Midtjylland er topscorer med 1.082 nye job.

Herefter følger Region Syddanmark med 1.015, mens Region Sjælland får 931 statslige ansatte. I Nordjylland er tallet 399, mens Region Hovedstaden blot får 103 stillinger.

Hertil skal lægges 600 ansatte fra Forsvaret og trækkes et antal stillinger fra i Skat på Sjælland, der reduceres.

Første runde: 3.900

Samtidig har Skat fået 100 til 130 nye stillinger i forbindelse med Finansloven, som gør, at Skats tal på 1.500 nye ansatte fra i sommer er blevet til 1.600. Placeringen af de 100-130 nye stillinger kendes ikke endnu, oplyser Skat.

Derudover flytter regeringen mellem 500 og 1.000 nye uddannelsespladser til 10 byer i provinsen. Blandt andet får Kalundborg en filial af bioanalytiker-uddannelsen, mens Svendborg i fremtiden kan uddanne serviceøkonomer.

Det er anden gang, regeringen flytter arbejdspladser væk fra København og ud i landet. I oktober 2015 præsenterede regeringen den første udflytningsplan, der flyttede godt 3.900 job væk fra København.

I september 2017 – altså godt to år efter – var 2.546 ud af de 3.900 job allerede flyttet. Samtidig er omkring hver fjerde af de statslige ansatte rykket med stillingen ud i provinsen, viser tal fra Finansministeriet.