Mia Wagner går på sygeorlov efter en uge som minister

Den nyudnævnte minister tager sygeorlov efter et alvorligt ildebefindende.

Mia Wagner blev udnævnt til minister for lidt over en uge siden. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Digitaliserings- og ligestillingsminister Mia Wagner (V) går på sygeorlov.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Hun fik i går et alvorligt ildebefindende og besvimede i sit eget hjem. Hun har det efter omstændighederne godt, oplyser Statsministeriet. Opgaverne i ministeriet overdrages til økonomiminister Stephanie Lose (V).

Mia Wagner blev udnævnt til minister for lidt over en uge siden.

Hun skriver selv i et opslag på Instagram, at hun onsdag fik det dårligt og måtte sygemelde sig.

Torsdag formiddag besvimede hun hjemme i sit køkken, lyder det i opslaget.

- Jeg er selv både bekymret og overrasket. For fem år siden fik jeg en pacemaker, fordi jeg nogle gange var besvimet. Først troede jeg, det var relateret til stress, men lægerne fandt ud af, at jeg havde hjerteproblemer, skriver hun.

Hun har ikke været sygemeldt på grund af hjerteproblemerne, siden hun fik en pacemaker.

- Noget tyder på, at kroppen ikke vil, og derfor bliver jeg nu undersøgt og er i gode hænder - både blandt de rette fagpersoner og omgivet af mine allernærmeste, lyder det.

Mia Wagner lagde tidligere i dag billedet her op på instagram. (© Mia Wagner @Instagram)

Minister for en uge siden

Det var Venstre-formand Troels Lund Poulsen, der for en uges tid siden udnævnte den tidligere investor og erhvervskvinde til minister i regeringen.

Han er dybt berørt over sygemeldingen, skriver han i en kommentar til nyhedsbureauet Ritzau.

- Jeg har talt med Mia. Hun er i gode hænder med sin familie, og nu skal hun tage den tid, hun har brug for til at blive ordentlig udredt, så hun kan blive rask igen, skriver han.

I sidste uge blev der rokeret på ministerposterne i SVM-regeringen.

Det skete i kølvandet på, at Troels Lund Poulsen overtog formandsposten i Venstre. Der skulle sættes et nyt hold, der kunne give partiet et friskt pust i regeringen.

Her var den helt store overraskelse, at Mia Wagner blev hevet ind i dansk politik på posten som minister for digitalisering og ligestilling.

En post, hun overtog fra Venstres Marie Bjerre.