Tre nye navne fremgår på listen over SVM-regeringens ministre.
Stephanie Lose, Morten Dahlin og Mia Wagner.
Som ventet har den nye Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, sat sit ministerhold, og han fortsætter selv som forsvarsminister og vicestatsminister.
Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Økonomiministeriet overgår til partiets næstformand, Stephanie Lose.
Lose var fungerende økonomiminister, mens Jakob Ellemann-Jensen var sygemeldt med stress.
Lose indtræder desuden i en række magtfulde udvalg. Hun kommer med i Koordinationsudvalget, hvor de overordnede linjer i regeringens politik fastlægges.
Derudover får hun plads i Økonomiudvalget og i Ansættelsesudvalget.
Troels Lund Poulsen udtaler i en pressemeddelelse, at Lose bliver "helt central" for Venstre i regeringen.
- Og hun kommer til at gå ind i mange vigtige dagsordener inden for velfærd og økonomi, siger han.
Stephanie Lose har aldrig været valgt til Folketinget, men har beskæftiget sig med regionalpolitik, som hun har været i siden 2005. Ved det seneste regionalvalg blev hun valgt med 147.485 personlige stemmer.
Morten Dahlin får sin første ministerpost
Det var den mere forudsigelige rokade.
Men Troels Lund Poulsen har også foretaget større ændringer i sin ministerfolk, der nu i alt består af syv Venstre-ministre.
Blandt de nye navne er partiets nu tidligere politiske ordfører, 34-årige Morten Dahlin.
Dahlin, som skulle være gået på barsel, blev første gang valgt Folketinget i 2019.
Torsten Schack Pedersen skulle blot være barselsvikar, men han bliver permanent på posten som politisk ordfører.
Dahlin udskyder sin barsel og skal i stedet være minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
Det betyder også, at Louise Schack Elholm samtidig udtræder af regeringen.
- Det er selvfølgelig en kedelig dag for enhver, der stopper. Det er jeg ked af, men sådan er politik. Det går op og ned, og i dag er ikke så god en dag for mig, siger hun.
Hun tilføjer, hun er helt tryg ved, at Morten Dahlin nu overtager hendes post.
Har Troels Lund Poulsen givet dig en forklaring på, hvorfor du skal stoppe?
- Det må du bede ham om selv at forklare, svarer Louise Schack Elholm.
Ny minister fra Løvens Hule
Troels Lund Poulsen har også hentet et nyt navn ind, nemlig iværksætteren Mia Wagner, som blandt andet er kendt fra DR-programmet Løvens Hule.
Hun bliver digitaliserings- og ligestillingsminister.
- Jeg har brugt lejligheden til at give Venstres ministerhold en større bredde. Mia Wagner kommer med en god erhvervspolitisk profil.
- Det er ikke sådan, Marie Bjerre ikke har været dygtig. Hun kommer nu til at få andre vigtige opgaver i Venstres folketingsgruppe, siger Venstres formand, Troels Lund Poulsen, efter et gruppemøde.
Mia Wagner har ifølge Venstres formand været medlem af partiet "i en uges tid".
Wagner, som sidder i Dansk Erhvervs bestyrelse, grundlagde i 2020 Nordic Female Founders med Anne Stampe Olesen med det formål at "øge diversiteten i dansk iværksætteri".
Det er anden gang, at Venstre henter en iværksætter, kendt fra det populære tv-program, til regeringen.
I 2018 blev Tommy Ahlers, som blev kendt i Løvens Hule, og som derudover havde stiftet flere selskaber, hentet ind som forskningsminister.
Det var dengang statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som fik Ahlers med på ministerholdet.
Marie Bjerre fik beskeden på et personligt møde
Med Mia Wagners indtrædelse, betyder det ligeledes et farvel til nu afgående digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre.
- Jeg er overrasket, men Venstres formand sætter altid det rigtige hold. Det er en masse hensyn og balancer, der skal tages hensyn til, siger Marie Bjerre på vej ind i Statsministeriet.
Hun fortæller, at hun fik beskeden om, at hun ikke længere skulle være minister, på et personligt møde med Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose.
- Det var så godt, som det kunne være, siger Marie Bjerre.
De nu to afgående ministre har danskerne også haft svært ved at placere.
I en meningsmåling, som Epinion for nylig har lavet for DR, svarer over halvdelen af de adspurgte, at de ikke vidste, hvem hverken Marie Bjerre, Louise Schack Elholm, Thomas Danielsen eller Jacob Jensen var.
De to sidstnævnte Venstre-ministre fortsætter på deres poster som henholdsvis transportminister og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Den sidste Venstre-minister i regeringen er indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. Hun beholder ligeledes sine poster.