Mette Frederiksen: Mogens Jensen har ansvaret for håndteringen af mink-sag

Statsministeren beklager forløb, hvor alle mink ulovligt blev krævet aflivet, men hun henviser sagen til fødevareministeren.

Det var en beklagelig fejl, at Fødevarestyrelsen krævede samtlige mink i Danmark aflivet på grund af risikoen for coronasmitte.

Fejlen og ansvaret for selvsamme - ligger hos fødevareminister Mogens Jensen (S), slår statsminister Mette Frederiksen (S) fast, da hun efter spørgetime i Folketinget, bliver spurgt til sagen af pressen.

Hvornår bliver du præcis opmærksom på det og hvorfor stopper du det ikke?

- Statsministeriet bliver gjort bekendt med det i løbet af weekenden og jeg selv om søndagen. Jeg har selvfølgelig en forventning om, at den sag bliver håndteret af den ansvarlige minister, svarer statsminister Mette Frederiksen.

Hvorfor melder I det ikke ud med det samme til minkavlerne?

- Det er min klare forventning, at fødevareministeren selvfølgelig gør det, svarer Mette Frederiksen.

Direkte adspurgt om Mette Frederiksen fortsat har tillid til sin fødevareminister, lyder svaret:

- Jeg har tillid til regeringens ministre, men det her forløb kræver selvfølgelig en redegørelse, siger statsministeren.

Ellemann grillede Frederiksen om mink

Spørgsmålet om mink-dekretet fyldte også i spørgetimen umiddelbart forinden overstående svar.

Venstres formand, Jacob Ellemann-Jensen, spurgte direkte til, hvordan det kunne lade sig gøre med sådan en fejl, da han fik ordet.

Svaret fra statsministeren lød, at det var en fejl.

- Det er helt korrekt, at der er sket en fejl i forbindelse med den beslutning regeringen traf i sidste uge og det tilhørende pressemøde. Det bliver Statsministeriet gjort opmærksom på i weekenden, siger Mette Frederiksen.

Men Jacob Ellemann Jensen havde "ikke fantasi til at forestille sig", at ingen i det mødelokale, hvor minksituationen blev drøftet, skulle have overvejet, om der var lovligt at pålægge minkejere at aflive deres besætninger, sagde han. Og kalder sagen for "en skandale."

Ville ikke have ændret noget

Meldingen om at aflive alle mink gav statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag d. 4. november.

Her sagde hun flankeret af fødevareminister Mogens Jensen, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af en mutation af coronavirus. En mutation der tilsyneladende kan betyde, at en fremtidig vaccine kan være i fare.

Kort efter modtog danske minkavlere instruktionerne skriftligt fra Fødevarestyrelsen under Mogens Jensens ministerium. I instruktionen stod blandt andet, at aflivningen af mink skal være sket senest den 16. november. Desuden stod der, at der ville blive udbetalt en bonus på 20 kroner per mink, der var aflivet inden den 16. november i år.

Mette Frederiksen og regeringen kan ikke lovligt pålægge minkavlere uden syge dyr, og hvor minkfarmen ligger længere væk end 7,8 kilometer fra en smittet besætning, at aflive deres mink. Men minkene skal aflives, når lovændringen er på plads, siger hun.

- Fremadrettet, så ændrer det her intet i forhold til indholdet og substansen. Vi bliver desværre nødt til at slå de mink ned. Sådan at virus ikke spreder sig endnu mere.

Jacob Ellemann-Jensen var under dagens spørgetime alligevel interesseret i, hvorvidt statsministeren påtager sig ansvaret for at have udstukket en ulovlig ordre.

- Når statsministeren har udstukket en ulovlig ordre, er statsministeren så enig med mig i, at statsministeren har ansvaret for den ulovlige ordre, som statsministeren giver?

Det spørgsmål besvarede Mette Frederiksen med endnu et spørgsmål:

-Hvilken interesse skulle den her regering have i, at holde det skjult for folketinget? Det ville jo komme for en dag under alle omstændigheder.

Hun understreger, at danskernes sundhed er det vigtigste for regeringen, og at minkene derfor skal slåes ihjel.

- At det så viser sig, at der ikke er hjemmel, til det der bliver kommunikeret i onsdags, det er en fejl. Det skal regeringen selvfølgelig tage på sig. Men det ændrer ikke på substansen, siger hun.

Kritik fra blå blok

Regeringen har mødt kritik fra hele den blå blok.

Udover Venstre er Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Konservative er utilfredse med regeringens ordre, der ikke har hjemmel i loven.

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige vil stille mistillidsvotum til regeringen, skriver hun på Twitter.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har krævet fødevareminister Mogens Jensens afgang, og flere af de borgerlige partier har kaldt det for magtarrogance og magtmisbrug fra regeringens side.

Socialdemokratiet lover at kigge på sagen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Også Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, ytrer sin utilfreds over at aflivningerne stadig pågår, på Twitter.

Hænger i en tynd tråd

Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund mener også, at det er problematisk med Mogens Jensens modstridende forklaringer.

Når situationen med mink er håndteret vil han derfor have undersøgt, om Mogens Jensen har håndteret sagen korretkt.

Kan det føre til, at I vil vælte Mogens Jensen som minister?

- Ja det er klart, at det er en mulig konsekvens, hvis det viser sig, at man har siddet alvorlige advarsler overhørig eller ikke har tilvejebragt et lovgrundlag i tide i forhold til en beslutning, som myndighederne ønsker at udføre, siger Peder Hvelplund.

Hænger han i en tynd tråd?

- Ja, det ser i hvert fald temmelig alvorligt ud for ham. Nu skal vi afvente det samråd, vi har indkaldt ham til.

Er I tættere på at vælte ham i dag end i går?

- Ja, det bliver i hvert fald ikke et bedre billede Mogen Jensen stiller sig i lige nu. Når der kommer skiftende forklaringer, så er det ikke med til at styrke vores tillid til ham.

Også SF og Radikale Venstre vil have en undersøgelse af, hvad der er foregået.