Efter lidt under et døgn med amerikansk jord under fødderne har Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), i dag besøgt den amerikanske præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus.
Og det blev et møde, der løb noget længere end forventet.
Noget, der sammen med Danmarks beslutning om at afsætte milliarder til forsvarsbudgettet, ikke gjorde noget for at dæmpe rygterne om, hvorvidt Mette Frederiksen er i spil til posten som Natos generalsekretær. Rygter, der på trods af Frederiksens afvisning, er taget til den seneste uge.
Også efter mødet afviste Mette Frederiksen, at hendes besøg hos Biden havde noget at gøre med et jobskifte.
- Jeg kommer ikke til at gå ind i spekulationerne om Nato.
- Jeg er glad for at være statsminister i Danmark – jeg er her ikke for at søge et arbejde. Jeg er her for at passe et arbejde.
Det var ikke kun de danske journalister, der spurgte ivrigt ind Nato-rygterne.
Så sent som i dag skriver The Times at du er topkandidat til posten til Nato-generalsekretær?
- Jeg er da glad for at nyde en international opbakning til det arbejde, jeg laver. Og ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så er det positivt for Danmark, og der er grund til at glæde sig over, at der er fokus på Danmark, sagde Mette Frederiksen.
Listen over ting, der blev diskuteret, var lang, lød det fra Mette Frederiksen efter mødet.
'Ikke en finger' at sætte på efterretningssamarbejde
Efter mødet med den amerikanske præsident, lød det også fra Mette Frederiksen, at den danske efterretningstjeneste havde fået ros, da hun tidligere på dagen havde mødtes med CIA.
- Vores efterretningstjeneste har fået meget meget ros efter et møde, jeg havde med CIA, sagde hun.
Det fik en journalist til at spørge, om den danske statsminister også havde diskuteret kabalsamarbejdet og FE-skandalen, der blandt andet omhandler, hvordan den amerikanske efterretningsgigant NSA har fået oplysninger om danskere gennem et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste.
- Der er ikke en finger at sætte på samarbejdet mellem den danske og amerikanske efterretningstjeneste, lød det fra Mette Frederiksen.
Ros fra statsleder til statsleder
DR's korrespondent i USA Lillian Gjerulf Kretz, der var tilstede til den del af mødet i Det Hvide Hus, som pressen måtte deltage i, betegnede allerede der mødet som en "rosekoncert".
Og der var da heller ikke sparet på rosen mellem Frederiksen og Biden under den offentlige del af mødet.
- Jeg vil gerne takke dig for dit lederskab. Det har altid været vigtigt at have transatlantiske allierede, men efter krigen er kommet til vores kontinent, er det ekstra vigtigt, sagde Mette Frederiksen.
- Jeg vil også gerne takke dig for din indsats på klimaområdet. Du har bragt USA tilbage til kampe mod klimaforandringerne.
Joe Biden roste blandt andet Danmark for sit bidrag til Ukraine, og Danmark initiativer på det grønne område.
- Vi har de samme værdier, lød det fra Joe Biden.